Tiden ophæves ved klippebordet

Ung sæbynit har hele verden som indsatsområde

USA 1. april 2003 08:00

Er man filmmand, er hele verden et potentielt arbejdsfelt, for film er ikke film uden de handler om rigtige mennesker af kød og blod - og slet ikke hvis genren er dokumentar, og publikum også skal gide at gå ind og kigge på. Andreas Møl Dalsgaard er én af den sjældne slags - han vil nemlig gerne lave dokumentarfilm, der får folk til at blive klogere. Dalsgaard, der læser etnografi på 4. semester på Århus Universitet, er også uddannet på Filmskolen i Ebeltoft, og det var efter endt uddannelse hér, han skød sin debut-dokumentarfilm "Girl Talk". - Den handler om Aimee, Nomfi, Viktorija og Petra, der mødes i Camp Rising Sun - en international sommerlejr i Vestjylland. De står på tærsklen til voksenlivet og tænker på mange måder som voksne, men har stadig barndommens intensitet og åbenhed i behold. Filmen åbner for en intim og privat verden, fortæller Dalsgaard, der debuterede som 22-årig. Filmen blev bl.a. støttet af DR's filmsværksted i Århus, og "Girl Talk" har bl.a. været vist i DR og i biografen Øst for Paradis i Århus. Men hvorfor egentlig film og etnografi... Filmlidenskab - Jamen, i gymnasietiden i Frederikshavn spillede jeg en masse musik og teater - og i efter studentereksamen, tog jeg til USA og arbejdede i en international sommerlejr. Samtidig gik jeg og tænkte over, hvad det var jeg gerne ville beskæftige mig med i fremtiden - og så fandt jeg ud af, at det at lave film faktisk på mange måder kombinerede alle mine interesser på en god måde. Og så var jeg selvfølgelig allerede dengang temmelig hooked på at lave film. For det hele handler jo om mennesker, siger Andreas Møl Dalsgaard. Efter hjemkomsten tog han et år på Filmskolen - og så var der ingen vej udenom. Det blev film som lyst og lidenskab - og etnografi, fordi dette også er en af hans store interesser. - Min plan er at leve af filmproduktion. Etnografi udspringer af en interesse for forskellige kulturer og menneskelige tænkemåder, hvilket jeg kan bruge som baggrund for at lave mine dokumentarfilm. Etnografi er således et supplement til mit filmarbejde, og det giver desværre ikke ret meget smør på brødet, siger Andreas Møl Dalsgaard. Svær branche Han driver filmselskabet Xanadu Productions, som har dannet baggrund for hans produktioner, og planen er med tiden at udvikle dette til et rentabelt firma, der kan dække både udgifter og løn. Som det er nu arbejder Andreas Møl Dalsgaard gratis. - Det er faktisk sin sag at lave film - ikke mindst dokumentarfilm - der er en fantastisk konkurrence, for overhovedet at kunne komme i gang. Der er så mange om så få penge, så et langt stykke hen ad vejen handler det om at overbevise folk om, at de skal støtte netop dén film, man selv skal i gang med. Og her hjælper det meget, at man er kendt. Jo mere kendt, det man har lavet, er, desto lettere har man ved at gøre sig gældende, siger Andreas Møl Dalsgaard. Han fik dog så meget økonomisk støtte skrabt sammen, at han kunne tage til USA før julen 2002 og optage materiale til sin anden dokumentarfilm - et arbejde der tog et par måneder. Grum sygdom - Det er et projekt der handler om sygdommen huntingtons chorea med arbejdstitlen "Hunting the heritage" - sygdommen huntingtons chorea er en meget sjælden, arvelig sygdom, der rammer nervesystemet. Den begynder i 30-50 års alderen og ledsages af tiltagende demens. Ved hjælp af en række blodprøver kan man finde ud af, om man har sygdommen allerede som ung. Dét er en stor beslutning af tage en sådan test, og i filmen følger vi den 22-årige Michelle Beaver fra Arizona som case-story. Michelles morfar og hendes tanter og onkler har alle sygdommen, og der er cirka 50 procents chance for, at Michalle også har arvet dem. Det betyder at hun vil udvikle sygdommen senere i livet - en sygdom, der kan betyde, at hun ændrer personlighed indtil hun til sidst fuldstændig mister den, når sygdommen slår ud i fuldt flor. Michelle er netop færdiguddannet som journalist, og vi følger hende meget tæt på - gennem de mange overvejelser hun går igennem omkring sygdommen til beslutningen om, at hun vil have foretaget testen. Alt sammen perspektiveret gennem de fremtidsudsigter, truslen om huntingtons chorea giver hende. Det betyder nemlig at mange af de valg, som vi andre først skal træffe senere i livet, skal Michelle allerede tage højde for i dag. Hvis det altså viser sig, at hun har sygdommen. Filmen slutter faktisk med, at vi får at vide, om hun har sygdommen, siger Andreas Møl Dalsgaard. Han har boet hos Michelle Beavers og fulgt hende meget tæt på - på godt og ondt. Close up and personal - Vi var sammen i mere end to måneder, og resultatet er ca. 150 timers film, fra både hverdag og fest, jul og nytår, eksamensdag, familiebesøg i New York og andre rejser. Vi er virkelig tæt på - og det er en stor udfordring og kan være en prøvelse for både kameramand og offer, siger Andreas Møl Dalsgaard, der nu skal igang med at skære mange timers film ned til en halvanden times film. - Jeg kendte Michelle privat, og da hun fortalte mig om den sjældne sygdom, tænkte jeg at det kunne være et spændende tema for en dokumentarfilm. Det er jo en drøm for en filmmand at få lov til at komme så tæt på virkeligheden - og det vil sevfølgelig smitte af på filmens kvalitet. Så tæt på kan det være svært at komme, når man ikke har kendskab til folk på forhånd, siger Andreas Møl Dalsgaard. Han fik støtte til projektet fra både Danmarks Radio og tv-selskabet PBS i USA - rejseudgifterne på 15.000 kr. blev betalt - han kunne bo hos familien, han havde selv filmudstyret, og så arbejdede filmmanden selv ganske gratis. Filmen bliver klippet sammen - men ikke lige nu - først er der sommereksamen på universitetet - og bagefter er der flere filmplaner. Next stop: Afghanistan - Jeg skal ud og finde penge igen. For i juli-august tager jeg sammen med tre medstuderende fra Moesgaard til Afghanistan. Vi har planer om at lave en dokumentar med anden vinkel end den sædvanlige krigsvinkel. Moesgaard har nemlig tætte kontakter til Afghanistan, som vi kan trække på. Filmen skal handle om, hvordan almindelige mennesker lever deres liv - hvordan virkeligheden ser ud fra deres synspunknt. For hvem er egentlig de gode og de onde i deres hverdag. Landet skal have valg inden for en to-årsperiode, så der være en masse ting, lokalbefolkningen skal tage stilling til. Og det er vigtigt, at vi ikke bare bliver endnu en flok krigskorrespondenter, siger Andreeas Møl Dalsgaard. Hvis han kunne få lov til at lave film hele tiden - og leve af det - var det dét, han ville beskæftige sig med - ingen tvivl om det. - Det er så utroligt spændende at sætte billeder og lyd sammen - som masser af brikker i et kæmpestort puslespil - alle de mange processer, som jeg kan sidde og forestille mig inde i hovedet, det kan der snildt gå 20 timer med, uden at jeg opdager det. Alle de pointer og vinkler man kan finde på en historie - det er næsten uendeligt. Når jeg sætter mig til klippebordet er det som om tiden ophæves. Drejebogen er inde i mit hoved - og den opbygges så bagefter. Når jeg har set materialet igennem, kan jeg se, hvor det fører mig hen. Og så er det idéerne opbygges - for i dokumentargenren ligger selve filmarbejdet meget i redigeringsfasen, siger Andreas Møl Dalsgaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...