Tiden rinder ud for De 4 Årstider

Hanne Frederiksen har solgt sin butik i Aabybro efter otte år - Kammerpigen rykker ind

Henrik Strømgaard
Hanne Frederiksen skal snart sige farvel til sin butik i Aabybro, De 4 Årstider. Butikken er blevet solgt og skal hedde Kammerpigen. Foto: Per Kolind
Pandrup 1. september 2007 06:00

AABYBRO: Skiltene i butiksvinduerne taler deres tydelige sprog med meget store typer: Der er ophørsudsalg hos De 4 Årstider, Østergade 30 i Aabybro. Indehaver Hanne Frederiksen har besluttet at sælge butikken, hvor ”smarte, voksne piger” har fundet pænt tøj i nu otte år. I stedet vil hun koncentrere sig om sin butik i Det Gamle Mejeri, Pandrup, som ligeledes sælger dametøj. - Der er kun otte kilometer mellem mine to butikker. Og så fik jeg et godt tilbud, som jeg lige skulle tænke over et par måneder. Det er alligevel mange hjul at holde i gang med to butikker, og jeg har en god kundegruppe, som gerne vil følge os til Pandrup. Så jeg sagde altså ja til tilbuddet, fortæller Hanne Frederiksen. Hun har oplevet, at folk gerne kører til Pandrup fra Aabybro - eller omvendt - for at handle. Det er, som om den nye storkommune har knyttet de to områder tættere sammen. Derfor er det lidt voldsomt med to butikker så tæt på hinanden, selvom der ikke har været noget at klage over med hensyn til placeringen i Aabybro samt salget. 22. september er sidste åbningsdag i De 4 Årstider - og det er ”virkelig underligt”, siger indehaveren. - Det er med sorg i sjælen, for det er en dejlig butik. Men jeg glæder mig også til at få en fridag en gang imellem. I begyndelsen var der også blomsterbutik i De 4 Årstider, og Hanne Frederiksen ser årene i Aabybro som en god tid. Ikke mindst, fordi hun tidligere arbejdede i byen og derfor er kommet der i mange år, selvom hun bor i Pandrup og oftest er bag disken i Det Gamle Mejeri. Ved salget af butikken i Aabybro skyndte hun sig at fortælle sine medarbejdere om det. Hun ville ikke, at de skulle høre det ude i byen. Én flytter med til Pandrup, en ung pige bliver, og én er blevet fritstillet, hvilket var svært for Hanne Frederiksen, fordi årene har givet et tæt forhold mellem hende og de ansatte. ”Smarte piger” vil stadig kunne finde nyt tøj i butikken, Østergade 30 i Aabybro. Der skal fortsat være tøjbutik men under navnet ”Kammerpigen”. Den nye ejer er Tina Christensen, Aabybro.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...