Tidl. Hjørringdreng hjalp ved fødsel i trappeopgang

Allan Vinding Sørensen
Jeppe Kærholm måtte onsdag agere jordemoder for en fødende kvinde på en trappeafsats. privatfoto
Redningsvæsen 9. marts 2007 05:00

HJØRRING: Den tidligere hjørringdreng, Jeppe Kærholm, som nu arbejder for Københavns Brandvæsen som ambulancebehandler fik sit arbejdslivs bedste oplevelse i går morges. Da var han jordemoder for en kvinde, som fødte en lille pige ved en potentielt kompliceret sædefødsel (babyens ben ud først, red.) på en trappeafsats på Vesterbro i København. - Fra starten var det en helt normal opgave. Vi blev kaldt til adressen. Vandet var gået, og der var to-tre minutter mellem veerne. Jeg hjalp hende ned ad trappen, men pludselig sank hun ned og sagde: - Nu føder jeg. Jeppe Kærholm fik den fødende kvinde ned på trappeafsatsen, og der fik han øje på et par barneben, som stak ud. En sædefødsel! - Det er løgn, det her, tænkte Jeppe Kærholm. Ganske vist har han i sin tid lært om fødsler på ambulanceskolen, men sædefødsler, hvor benene kommer først ud...? Han råbte ned til makkeren Casper, som var gået ned for at forberede lejet i ambulancen. Nu fik makkeren besked på i al hast at komme med ilt, sug og en fødepakke fra ambulancen. Og så gik det stærkt. - Navlestrengen var viklet om låret, så den viklede jeg fri, og så bad jeg kvinden om at presse. Efter to pres sad jeg med en lille, velskabt, pige. Det tog vel en 2-4 minutter i alt. Heldigvis var det ikke kvindens første fødsel, siger Jeppe Kærholm om sin oplevelse. Jeppe Kærholm fik klemt den lille piges navlestreng sammen og klippet den over med en steril saks fra ambulancens fødepakke, før han og makkeren hjalp kvinde og baby ned i ambulancen. På Rigshospitalet stod personalet parat. Her skulle kvinden føde moderkagen. -Hva"be"ha"r? En sædefødsel, sagde personalet. Ret imponerede. Der vankede også ros til Jeppe Kærholm fra Københavns Brandvæsen for den vellykkede indsats. - Jeg har aldrig oplevet noget så givende i min tid som ambulancebehandler. Det er den bedste tur jeg har haft, siger en glad Jeppe Kærholm.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...