Tidlig aftensmad til 775 mennesker

- Der er prestige i at lave mad til gæsterne i Arena Nord, siger Møllehusets ejer Alfred Pichler

Anders Kjærgaard
Alfred Pichler har fundet er lille smil frem. Han glæder sig til at servere mad til 775 mennesker i Arena Nord i aften.foto: kim dahl hansen
Fødevarer 6. marts 2007 05:00

FREDERIKSHAVN: Der var røg i Møllehusets køkken, da NORDJYSKE mandag kiggede indenfor. Ejer Alfred Pichler og hans personale var i fuld gang med at lave maden til tirsdagens store arrangement i Arena Nord. Her skal Pichler og co. bespise omkring 775 mennesker. - Der er prestige i den opgave. Arrangementet er højt profileret med solid mediedækning. Så det er dejligt at være med, siger Alfred Pichler. At skulle lave mad til 775 mennesker gør ham dog ikke forpustet. - I næste uge skal vi lave mad til 1.500-2.000 mennesker, når Nordjyske Bank har aktionærmøde. Vi har prøvet den slags mange gange, så vi ved, hvad der skal til, siger Alfred Pichler. Maden skal på bordet i arenaen allerede kl. 16.45 i dag, for Al Gore går på talerstolen kl.18.30. - Det er tidlig aftensmad. Derfor har jeg sammensat en forholdsvis let menu med fisk, lyst kød og masser af salater. Desuden er mange af gæsterne erhvervsfolk, og det har jeg også skelet til. Denne målgruppe vil ikke have tung mad, siger Alfred Pichler, der i dag, tirsdag, har otte medarbejdere i fuld sving.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...