Tidlig julegave til fodboldpiger

PANDRUP: Jetsmark IF damejuniorhold i fodbold blev forleden belønnet for deres indsats på grønsværen i den forgangne sæson. Sparekassetør Jens Boelskifte fra Sparekassen Hvetbo uddelte årets sportspris, der udover hæderen består af 5.000 kroner. Det er 23. gang, Sparekassen honorerer en sportspræstation, der er lidt ud over det sædvanlige og blandt mange mulige modtagere faldt valget i år på damejuniorholdet. - Jeres flotte resultater viser med al tydelighed, at Ier dygtige spillere og er stærke i såvel angreb som forsvar. Det lover godt for fodbolden i Jetsmark IF i de kommende år. Vi er sikre på, at klubben i løbet af få år er kommet en eller to rækker højere op, sagde Jens Boelskifte i forbindelse med prisoverrækkelsen. Holdet opnåede en sølvmedalje ved Det Jyske Mesterskab og blev nummer et i deres række. Derfor var Michelle Lundtoft også godt klar over, at holdet havde gjort det godt. - Det er fedt, og jeg håber, at vi bruger pengene sammen til noget fornuftigt eventuelt en tur i Tivioli, sagde Michelle Lundtoft, der har spillet fodbold i syv år og tilmeld har været udtaget til U-14 holdet.