Blokhus

Tidlig morgensamling for stort familietræf

105 familiemedlemmer på tur til Fårup Sommerland

HAVERSLEV:Selv om klokken kun var lige godt passeret syv om morgenen, så var humøret alligevel højt hos en større gruppe mennesker i alle aldre i festlokalet i Haver Hallen. De var samlet til fælles morgenbord. Den gode stemning var ikke helt tilfældig, for forude for de omkring 100 morgenfriske ventede en stor familieudflugt til Fårup Sommerland i to udflugtsbusser ventende udenfor. - Det er 30. gang, vi arrangere vores familietræf sidste lørdag i juli, og alle årene har det foregået i Fårup Sommerland, fortæller Vinni Mortensen, medlem af arrangementudvalget. Sammen med de mange andre i festlokalet er hun efterkommer af afdøde Olga Nielsen i St. Binderup, der i 1975 tog initiativ til familietræffet for at de mange fætre og kusiner til hendes 14 børn kunne mødes. Fire generationer Ældste deltager i morgensamlingen var Jens Jakob Nielsen på 73, søn af Olga Nielsen. - Men senere i Fårup Sommerland støder min storebror Gunnar til, og han er 80 og dermed den ældste af os ni nulevende børn af Olga Nielsen, fortæller han midt i morgenkaffen. Yngste deltager er tipoldebarnet Mathias Pedersen på halvandet år. Han er tipoldebarn nummer fire, men nummer fem er ifølge Vinni Mortensen på vej i den store familie. På spørgsmålet, om det efter 30 år ikke kunne være aktuelt at overveje et andet udflugtsmål, lyder svaret hurtigt fra en ældre mandlig deltager: - Nej, på ingen måde, selv spisepladserne i Fårup Sommerland, hvor vi senere i dag spiser den medbragte mad, har været de samme samtlige år. Med den store gensynsglæde, der herskede deltagerne imellem ved morgensamlingen er der heller ingen tvivl om at traditioen med familietræffet også vil overleve mange år frem. - Det er nemlig noget vi alle inklusive børnene ser meget frem til hvert eneste år, erklærer medkoordinator Vinni Mortensen.