Tidlige julegaver på isen

Sæsonens sjette lokalslag mellem Frederikshavn White Hawks og AaB Ishockey endte med en sejr på 5-2 til høgene efter perioderne 3-0, 1-2, 1-0.

Mike Grey scorede til 1-0 i sejren over AaB. Foto: Carl Th. Poulsen

Mike Grey scorede til 1-0 i sejren over AaB. Foto: Carl Th. Poulsen

Begge hold var i gavehumør, og de to hoveddommere, Asger Krog og Søren Reis, fulgte pænt med og gav begge hold milde gaver og muligheder på isen. White Hawks kom i front i powerplay, da et isskud via en AaB'er røg over stregen. Mike Grey gav den et ekstra puf og blev krediteret for scoringen. Kort efter var høgenes kaptajn igen på spil og fik prikket pucken mod AaB-målet, men her så det ud som om, at keeper Nikolaj Nørbak satte sig på pucken akkurat på stregen. Det mente en gavmild dommer dog ikke, og så førte hjemmeholdet 2-0. Jake Morrissette øgede til 3-0, da han elegant afdriblede en sagesløs AaB-keeper, men i anden periode var det gæsternes tur til at blive begunstiget af dommerne. Tre lidt tynde udvisninger røg ned over høgene, og det benyttede AaB sig af til at reducere til 2-3 og dermed skabe spænding i kampen. I periodens sidste minut fik hjemmeholdet imidlertid chancen i overtal, og kampens femte mål i powerplay sørgede høgenes Mads Bech Christensen for til 4-2. AaB kom aldrig for alvor tæt på at skabe ny spænding i kampen, og i sidste minut slog Thomas Reinert til i et tomt AaB-mål. 1464 tilskuere overværede kampen.