Tidligere AGF-assistent skal hjælpe Thorup i FCK

FC København har ansat spanske Rubén Sellés som assistenttræner for Jess Thorup.

Jess Thorup får assistance af spanske Rubén Sellés i FCK.

Jess Thorup får assistance af spanske Rubén Sellés i FCK.

KØBENHAVN:FC København har ansat den tidligere AGF-assistent Rubén Sellés.

Det skriver superligaklubben på sin hjemmeside.

37-årige Selles forlod i sommer AGF, hvor han var assistent for cheftræner David Nielsen. Siden har han arbejdet på ungdomsakademiet hos La Liga-klubben Valencia, men allerede nu vender han tilbage til Danmark.

I København skal spanieren være assistent for cheftræner Jess Thorup.

- Jeg kender til Rubéns stærke arbejde fra de klubber, han har været i, og han kender allerede Superligaen rigtigt godt, siger Thorup.

- Han kommer desuden med international erfaring og har senest arbejdet på et af de allerbedste akademier i spansk fodbold.

- Det betyder også meget for os, at han kender indgående til arbejdet med dygtige unge spillere, som vi har en masse undervejs af, lyder det fra træneren.

I FCK bliver han genforenet med Peter Christiansen, der er hyret som sportsdirektør og tiltræder senest i april.

Rubén Sellés var hurtig til at sige ja til henvendelsen fra FC København.

- Jeg havde en fantastisk tid i AGF, og da jeg rejste retur til Spanien, havde jeg hele tiden en mulighed for at slå til, hvis det rigtige job åbnede sig, siger Sellés.

- Da FCK henvendte sig, mærkede jeg med det samme, at det føltes rigtigt at blive en del af så stor en klub omgivet af dygtige spillere og trænere hver eneste dag.

Hjalte Nørregaard har fungeret som midlertidig assistent, siden FCK ansatte Jess Thorup i begyndelsen af november. Efter fyringen af Ståle Solbakken var Nørregaard en kort overgang midlertidig cheftræner.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.