Tidligere annoncehaj: - Vi var totalt skrupelløse

Kunder er ikke personer, men indtægtskilder, siger 30-årig, der i otte år var blandt den blakkede branches mest effektive sælgere

AALBORG:Annoncehaj er noget nær den sidste tanke, der falder ind ved mødet med den 30-årige mand. Men synet bedrager. Bag det velplejede ydre, de intelligente øjne og den veltalende stemme gemmer der sig en af de mest effektive medarbejdere, den blakkede branche har haft. Kunne han ikke sælge et firma en annonce, kunne ingen. Over en periode på otte år var han gentagne gange månedens sælger og fik udover den største løncheck sit portræt op at hænge på væggen. - Jeg hænger formentlig stadig på nogle kontorvægge i København. De måtte nu godt komme ned, siger manden, der ikke ønsker at få sit navn i dag frem. De seneste to år har han været i gang med en videregående uddannelse, og et omdømme som tidligere annoncehaj ville ikke være befordrende for det videre forløb. Uden anger Personligt lever han dog uden den store angerfølelse. Og det er er ikke fordi, han forsøger at forskønne tiden i annoncebranchen. Rent fup, lyder hans betegnelse for det, der foregik i de fire forskellige firmaer, han nåede at arbejde i, og det ene bureau, han og en kammerat stiftede i fællesskab. I dag betragter han tiden som fupsælger som en isoleret periode i sit liv - en periode, han for længst har lagt bag sig. - Det er ikke noget, jeg tænker på i det daglige, siger han. Når han nu alligevel fortæller sin historie, skyldes det NORDJYSKEs omtale af annoncehajernes fremfærd i forhold til en stribe sagesløse nordjyske virksomheder, hvoraf et enkelt har mistet tusindevis af kroner. - Deres beretninger er korrekte, men der mangler noget før beskrivelsen er komplet, nemlig hvordan det foregår i annoncefirmaerne. Og hvordan man umærkeligt bliver trukket ind professionen. Den historie vil jeg gerne fortælle, siger han og indleder sin beretning om dengang, han brugte alt sit talent og voksende erfaring til at overtale, skubbe og presse sagesløse mennesker til at sige ja til og betale for en, to, tre eller endnu flere komplet værdiløse annoncer. Et net af forventninger Først handlede det om med spørgsmål at skaffe viden om personen og firmaet, siden om at overtale den man havde i røret til at købe en annonce: - Eksempelvis kunne man spørge til prisen på en håndværkers arbejde, og uanset svaret rose ham for at være billig samt åbne hans øjne for muligheden for at tredoble salget. Og i tilknytning dertil spørge bekymret til, om han ville kunne overkomme flere kunder. På den måde spandt man et net af forventninger ned over ham og gjorde ham moden til at sige ja til ekstra annoncering. Som selvfølgelig blev hjulpet på vej af et løfte om to annoncer til en annonces pris og så videre i den dur. Men han skulle skynde sig, hvis han ville udnytte den "åbning" vi havde i et af vores registre, fortæller den forhenværende annoncesælger. En del af teknikken handlede om at ophøje produktet til noget, som kunden skulle gøre en indsats for at opnå. - Det kunne handle om, at kunden blev spurgt om firmaet også ville eksistere om to år. For hvis ikke, havde det ikke vores interesse, for vi var kun interesserede i seriøse firmaer. Og hvem vil ikke gerne være seriøs, beretter han. På sit højeste fik han tre ud af ti nystartede kunder i nettet. Hveranden af de aftaler, der blev indgået - de første år som regel mundtlige - førte til indbetaling. Hvordan så du på de mennesker, i behandlede på den måde. Var de kunder eller ofre? ...lang pause... - Ingen af delene. På intet tidspunkt overvejede jeg den menneskelige side. Jeg så på personerne i telefonen som indtægtskilder. Hver gang, man kunne ringe på den skide klokke, som markerede dagens første salg, kom der lidt mere på lønchecken. Vi var totalt skrupelløse. Og det i en grad, så vi sagtens kunne se kunderne i øjnene. I mange tilfælde havde vi sager inde til møde. Således fik jeg en repræsentant for en af verdens største læskedrikkoncerner til at betale 25.000 kroner mod at få firmaets navn på bagsiden af en total værdiløs CD-rom. Vi var iskolde og inviterede gerne folk indenfor i gemakkerne. Så igennem personen Spekulerede du slet ikke på, på, at du var med til noget, der kunne volde økonomisk og psykisk skade på andre mennesker? - Vi så igennem personen, og havde kun øje for indtjeningsmulighederne. Det var lidt som at spille poker. Der spekulerer du heller ikke, om din modspiller har råd. Så medlidenhed? Nej! Men i poker ved din modspiller, at han er udfordret. De mennesker, I ringede til, vidste jo ikke, hvad de var oppe imod? Nej, det er rigtigt, men det spekulerede vi ikke på. Det var ikke bare en konkurrence i forhold til kunden, men også sælgerne indbyrdes. Vi blev målt og vejet hver måned, og månedens sælger fik sit foto hængt op. Man opnåede anerkendelse og blev et forbillede for alle de andre. Og dermed konge blandt kollegerne - den alle de andre så op til, fortæller den 30-årige, der på gode måneder tjente 60-70.000 kroner før skat. - Det var mange penge fro en ung fyr, siger den tidligere annoncesælger, der med en frisk hf-eksamen kom ind i faget som 19-årig. Ubeskrevne unge - Min tilgang til branchen var ret så typisk. Firmaerne vil have helt ubeskrevne unge, som tror på det, de bliver fortalt. Og de får netop ikke at vide, at der er tale om fup og kaster sig derfor over kunderne med god samvittighed. Først efterhånden går sandheden op for en. Det sker for eksempel i forbindelse med gensalg til kunder som tidligere er gået i fælden, og som nu fortæller, at de føler sig snydt og bedraget. Frafaldet blandt nye sælgere er da også enormt. Kun de mest kyniske er i stand til at fortsætte, forklarer han og tilføjer, at der undervejs i forløbet er nogle forklaringer, hvormed sælgerne kan beskytte sig selv mod skyldfølelse. - Blandt andet får man fra firmaets side at vide, at kunderne kan trække deres annonceudgifter fra i skat, og at annoncer for 6000 kroner derfor kun koster dem et par tusinde. Og giver annoncen bare et enkelt job, er deres udgift dækket ind. De egentlige skurke er efter min mening indehaverne af firmaerne, fordi de fanger både sælgere og købere i et spil, siger den tidligere sælger, der havde sit eget værn mod anger, når han fik en frustreret kunde i røret. - Så måtte det være en af de andre annoncefirmaer, der havde været grov over for pågældende, eller også var kunden bare dum og irriterende. På alle måder prøver man at værne sig selv mod at involvere sig følelsesmæssigt. Akkurat som en torturbøddel, der er trænet til ikke at føle lede ved sit arbejde. Hård og kynisk Hans brud med branchen kom kort tid efter, at en gammel kammerat, der intet havde med annoncesalg at gøre, bemærkede at han var blevet kynisk og kold. - Det satte nogle tanker gang, og jeg begyndte at lægge mærke til nogle af de ting, vi foretog os. For eksempel måden, hvorpå vi fejrede vores salg - som jo i virkeligheden handlede om at fuppe andre. Jeg begyndte at føle en afsky ved mit arbejde, selv om jeg sad som salgschef og derfor ikke behøvede at sælge ret meget. På et eller andet plan handlede det vel om dårlig samvittighed. Farvel til fup Konsekvensen blev et farvel til fupforlagene og et nyt job hos et af de store telfonbogsforlag. - Det var noget nyt pludselig at sælge noget af værdi for køberne, siger den 30-årige. Kombineret med de mange års salgserfaring betød det, at han tjente væsentligt mere, end han havde gjort som fupsælger. Hans karriere som annoncesælger sluttede endeligt, da forlaget netop som følge af hans høje gage ændrede provisionsvilkårene. - Så var det ikke interessant længere, og samtidig trængte jeg til et andet indhold i mit liv, siger den forhenværende sælger, der i dag nok kan se, at det var en beskidt branchen han havde med at gøre. - Men det ville være hyklerisk, hvis jeg sagde, at jeg har fortrudt. I så fald var jeg næppe blevet i faget i otte år. Jeg føler dog, at jeg har spildt en masse år af mit liv. De mange penge, jeg tjente gik til sprut, dyrt tøj og fantastiske byture. Det var ikke ualmindeligt at bruge på 10-15.000 kroner på en tilfældig fredag. så det er ikke en profession, jeg kan anbefale andre, siger han og tilføjer: - Med mindre man kan finde på at sælge en kræftsyg hund til sin bedste ven, skal man holde sig væk fra den verden.