Højen

Tidligere balgæster inviterer til fest

Brovst Musikforsynings Venner har fundet en afløser for 60-er ballerne som stoppede i år

BROVST:Efter mange barselsveer er Brovst Musikforsynings Venner nu nedkommet med en nyskabelse: En februarfest som afløsning for de 60-er baller, der blev afviklet i februar gennem 14 år. Interessen for 60-er ballerne var vigende, og derfor besluttede arrangørerne i år at slutte, mens legen var god, og finde på noget nyt. Mange forslag var fremme til diskussion, blandt andet om wienerbal, discobal, klassefest som i tv, men et møde med turistforeningsformand Jørn Simonsen satte gang i udviklingen af det koncept, som præsenteres for publikum nu, fortæller Karsten Højen fra musikforsyningens venner. Blandt de 11.000 gæster, som gennem årene har deltaget i 60-erballerne, har arrangørerne udnævnt 25, som får rollen som bordformænd. Hver bordformand får overladt 29 billetter til videresalg, så der i alt kan deltage 750 gæster i festen. På et tidspunkt bliver navnene på bordformændene offentliggjort, så interesserede ved, hvor de kan henvende sig. Februarfesten finder sted 8. februar i Brovst Hallen, og aftenens toastmaster er Mogens Jørgensen fra TV2 Nord. Musikken leveres af sønderjyske O-S-3, der består af fire medlemmer og regnes for at være landets bedste fest- og danseorkester. I Februarfesten lægges der vægt på fest, stemning, hygge, livsglæde, god mad og dans. En stor del af det oprindelige kernepublikum til 60-er ballerne er efterhånden faldet fra, men stadig satser arrangørerne på et voksent publikum til den nye festtype, fastslår Karsten Højen. Der er ikke tale om en ungdomsfest.