Skovsgård

Tidligere drabsmistænkt søger nu erstatning

- Det har været en barsk oplevelse for min klient, siger advokat for 23-årig tidligere drabsmistænkt i Skovsgård-sagen.

Den tidligere mistænkte for drabet på Tina Olesen - en 23-årig vendelbo - søger nu om erstatning for uberettiget fængsling. Foto: Grete Dahl

Den tidligere mistænkte for drabet på Tina Olesen - en 23-årig vendelbo - søger nu om erstatning for uberettiget fængsling. Foto: Grete Dahl

Han blev i første omgang af politiet udpeget som manden, der i juledagene havde myrdet Tina Olesen fra Skovsgård. Det får nu en 23-årig vendelbo til at søge erstatning for uberettiget fængsling. Den 23-årige - der kommer fra en mindre by i Vendsyssel - blev fængslet 28. december og først 8. januar - da en 25-årig mand i stedet blev anholdt i sagen - blev han løsladt. Dermed sad den 23-årige altså uberettiget fængslet i ikke mindre end 11 dage. Efter sin løsladelse var den 23-årige naturligt nok påvirket af sagen - han sagde dog følgende til NORDJYSKE. Får et økonomisk efterspil - Jeg har ikke rigtigt lyst til at udtale mig. Jeg vil bare gerne have fred nu. Den 23-åriges advokat - Johannes Funch - er også forholdsvis fåmælt om den uberettigede fængsling. Han oplyser dog, at den får et økonomisk efterspil. - Jeg har holdt et møde med min klient, og vi har valgt at søge om erstatning, fortæller Johannes Funch. Som udgangspunkt er der en fast takst for hver dag den 23-årige har siddet fængslet, men derudover kan der komme en yderligere erstatning på tale for de gener som fængslingen - og ikke mindst mistanken har påført. En barsk oplevelse - Jeg vil nødigt udtale mig om det, siger Johannes Funch og afviser dermed at kommentere på størrelsen af den erstatning, som han vil forlange på vegne af sin klient. - Men det har selvfølgelig været en barsk oplevelse for min klient at sidde fængslet, slutter han.