Tidligere keeper lærer fra sig

Erik Borup, der har spillet i BI, lærer fra sig til nye talenter

Arkivfoto

Arkivfoto

BRØNDERSLEV:Som tidligere målvogter i håndbold med 200 førsteholdskampe på bagen for Brønderslev Idrætsforening tilbage i de kronede dage i 80’erne har Erik Borup masser af erfaring i målet at trække på, og det kan nordjyske talenter få glæde af.

- På samme måde som Vendsyssel Håndbold sammen med andre nordjyske klubber vil slå et slag for at lave bedre målvogtere i landsdelen, har vi under DGI allerede et projekt kørende, der blev indledt sidste år, fortæller Erik Borup.

- Sidste år deltog 32 unge målvogtere fra U10, 12 og 14 samt 18 trænere fra en række klubber fra Frederikshavn i nord til Aars i syd, så det ser ikke helt sort ud med at få udannet målvogter-trænere i Nordjylland.

Kurset for nordjyske målvogtere og deres trænere fortsætter i år i Vraa Idrætscenter, og den tidligere BI-keeper glæder sig over, at flere har fået øjnene op for, at der må gøres noget for at forbedre standarden af målvogtere i landsdelens håndboldmål.

- DGI henvender sig nok primært til de mindre håndboldklubber, men under alle omstændigheder har både de små og store klubbers trænere og keepere brug for ny inspiration, og det er vi parate til at give, siger Erik Borup, der også er ansat som målmandstræner for en ny elitesatsning for U16 og U18 i Aalborg.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.