EMNER

Tidligere kunne vi grine lidt af det

STORVORDE: - Jeg gik bare derop for at se, hvad det var for noget og så blev jeg formand. Med disse ord fortæller Erik Juul om, hvordan han for 29 år siden blev formand for Båndbyernes Antenneforening. En post, han har besiddet lige siden. - Det har jo ændret sig helt fantastisk. Især inden for de seneste år. Det går utrolig hurtigt, fortæller Erik Juul Nielsen, der stadig kan huske hvordan de i sin tid rejste antennemasten på Kirkebakken i Sejlflod i snestorm. Dengang var der DR og så de to svenske samt kanal 1, 2 og 3 i radioen. - I dag har vi jo uendelig mange tv-kanaler, 400 af vores medlemmer er koblet på internettet og den digitale radio vinder også frem, ligesom IP-telefoni, men det venter vi med. Det lader vi andre lege med i starten, sagde Erik Juul Nielsen blandt andet til medlemmerne, da han afgav sin beretning. Årets generalforsamling var også mødt med spænding fra bestyrelsens side. Sidste år havde man ikke helt styr på afstemningskort, så årets generalforsamling kan godt have virket "bureaukratisk". - Man kan godt lukke for vandet, men ikke for tv, siger den pensionerede vicepolitikommissær og illustrerer vores afhængighed af "tossekassen". - Tidligere kunne folk godt sidde og grine lidt, når vi ikke havde helt styr på, hvor mange der var på generalforsamlingerne. Sådan er det ikke længere. Jeg kan også se på bestyrelserne i landets antenneforeninger, at der er mange bestyrelsesmedlemmer, som falder fra. Hvorfor tror du de gør det? - Fordi det er blevet en forretning. Det er absolut ikke sjovt længere. Mou Antenneforening og Kongerslev Antenneforening afholder begge generalforsamling 8. marts.