Sindal

Tidligere landsholdskæmper kan endnu

Sindal IF’s 80 års jubilæum fejret med opvisningskamp mod oldboys-landsholdet

Foto: Kurt Bering
Foto: Kurt Bering Kurt Bering

Opdateret 19. maj 2022 kl. 16:22

SINDAL: Fint vejr, mange mennesker på stadion og så et stjernedrys, der bragte minder om en smuk juniaften for 24 år siden.

Det var ingredienserne, da Sindal IF fredag aften fejrede sit 80 års jubilæum. I centrum var blandt andre Flemming Povlsen og Henrik ”Store” Larsen, der i 1992 sikrede Danmark EM-guld i Sverige, og andre, der igennem tiden har optrådt på det danske fodboldlandshold.

Nu stiller de op for det danske oldboys-landshold, der gæstede det nye stadion i Sindal.

Og de kan såmænd endnu svinge fodboldben og -støvler, selvom det foregår i et andet tempo end tidligere.

Det forstærkede hjemmehold måtte indkassere et nederlag på 6-1, men har ifølge klubbens eventmand Thomas Boelt den sportslige ære i behold.

- Vi er det første hold, der har scoret mod dem i år. Da de senest stillede op, vandt de 13-0, så det kan ikke siges at være helt galt, smiler han.

Lige så vigtigt var dog, at det hele foregik i en særdeles afslappet og munter stemning. Og det gjorde det, hvilket understreges af, at borgmester Arne Boelt (S) uden den store erfaring med fløjten fik lov at dømme det første kvarter af kampen.

- Det gik, men jeg tror, han var glad for at blive afløst af en rigtig dommer, siger Thomas Boelt.

Endelig kan klubben glæde sig over, at opbakningen og interessen på lægterne var god.

- Vi havde regnet med 300 mennesker, men vi havde forstærket holdet med spillere fra omegnen, og det virkede. Der kom tilskuere fra hele oplandet og Hjørring og Frederikshavn. Alt i alt kom der 1041, fortæller Thomas Boelt.

Klubben kan derfor indkassere et pænt overskud på arrangementet. Senere på året venter der yderligere markeringer af jubilæet, men de er ikke fastlagt endnu.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden