Lokalpolitik

Tidligere politiker mærker Skovs krise

Henriette Kjærs mand fik støtte af forhenværende nordjysk folketingsmedlem

AALBORG:Det tidligere nordjyske folketingsmedlem Niels Ahlmann-Ohlsen håber det bedste for selskabet StrategiKompagniet, som han har investeret i sammen med forhenværende familieminister Henriette Kjærs mand Erik Skov Pedersen. Samtidig erkender Niels Ahlmann-Ohlsen dog, at han også frygter det værste for StrategiKompagniet. Indtil sidste forår var han formand for StrategiKompagniets bestyrelse, og han har stadig investeret mere end 40.000 kroner i anpartsselskabet, der beskæftiger sig med medierådgivning. Da Niels Ahlmann-Ohlsen fratrådte som bestyrelsesformand, skyldtes det travlhed med det daglige arbejde som skandinavisk direktør i firmaet Cubic Seven, der bl. a. arbejder med udvikling af internetkoncepter. Eftersom StrategiKompagniet er et anpartsselskab, er der ikke noget lovkrav om, at der skal være en bestyrelse. I sit første regnskabsår havde StrategiKompagniet et underskud på halvanden million kroner, og der blev oparbejdet en betydelig gæld. Kort efter nytår blev en konkurs undgået efter en akkordaftale med kreditorerne. Virksomheden har tre ejere. Ud over Erik Skov Pedersen og Niels Ahlmann-Ohlsen er det Simon Pihl Andersen, der var rådgiver for statsminister Poul Nyrup Rasmussen. I dag er Simon Pihl Andersen medlem af byrådet i Lyngby-Taarbæk. Niels Ahlmann-Ohlsen betegner både Henriette Kjær og Erik Skov Pedersen som gode venner, som han ikke vil slå hånden af. Det er et par år siden, at Niels Ahlmann-Ohlsen investerede i en tredjedel af en anpart på 125.000 kroner i StrategiKompagniet. Tidligere var Erik Skov Pedersen i 2002 gået konkurs med sit eget selskab MediaKoncept. I 90-erne havde Erik Skov Pedersen og Niels Ahlmann-Ohlsen mødt hinanden på Christiansborg. Niels Ahlmann-Ohlsen var gruppesekretær for den konservative folketingsgruppe. De konservative havde på det tidspunkt Erik Skov Pedersen som pressechef. Det job forlod han efter en sag om hans brug af et kreditkort. - Man svigter ikke gamle venner, og jeg ville gerne hjælpe Erik Skov Pedersen med at komme i gang igen. Defor investerede jeg for et par år siden i StrategiKompagniet. Et nyt firma giver sjældent overskud det første år. Derfor mener jeg ikke, at det var bekymrende, at det første regnskabsår sluttede med et underskud. I den første periode mener jeg ikke, at økonomien gav anledning til kritik. Jeg har fået at vide, at der bliver arbejdet på at skaffe ny kunder. Men med den omtale, der nu er af selskabet, så kan jeg godt se, at det kan blive svært, erkender Niels Ahlmann-Ohlsen. Hans og Henriette Kjærs veje er i øvrigt ikke længere på det politiske plan sammenfaldende. For nogle år siden måtte Niels Ahlmann-Ohlsen sige farvel til Folketinget, og han er i dag menigt medlem af partiet CD.