Tidligere RAF’er: Forvent ingen anger af os

Om en uge prøveløslades eks-terrorist Brigitte Mohnhaupt, og det fører til tysk debat om anger

25. april 1975 indtog RAF-terrorister den vesttyske ambassade i Stockholm og tog 12 ansatte som gidsler. Umiddelbart før svensk politi ville storme ambassaden gik en bombe af ved en fejl. Foto: Scanpix
Bortførelser 20. marts 2007 05:00

BERLIN: For 30 år siden spredte de med bortførelser og bombedrab frygt og rædsel i det tyske samfund. I dag er deres terrorgruppe Rote Armee Fraktion forlængst afgået ved døden. Men traumet fra RAF-terroren er fortsat til stede i det tyske samfund, hvor især de 34 terrorofres pårørende fortsat savner svar på, hvem der affyrede de dræbende skud mod deres familiemedlemmer. Men den slags svar skal man ikke forvente af de forhenværende terrorister, hvoraf de fleste i dag er på fri fod og borgere i det samfund, som de dengang bekæmpede med voldelige midler. - Ingen af dem, der bliver løsladt, vender tilbage i den væbnede kamp. Det krav, mener jeg, at staten kan stille. Men staten kan ikke kræve, at vi kommer med vidneudsagn eller angrer, siger Karl-Heinz Dellwo. Som 23-årig var han med til at storme den vesttyske ambassade i Stockholm og dræbe to af diplomaterne, da forbundsregeringen nægtede at imødekomme terroristernes krav om at løslade 26 af deres fængslede kammerater. En af dem, som Dellwo dengang prøvede at presse fri, er Brigitte Mohnhaupt, som siden stod i spidsen for RAF’s blodsudgydelser i det såkaldte tyske efterår i 1977. Efter 24 år bag tremmer bliver Mohnhaupt prøveløsladt i næste uge. - Dengang drejede det sig for os om helt at træde ud af samfundet, og jeg ved ikke, hvordan det bliver for Brigitte Mohnhaupt at komme ud. Frem til 1990 troede jeg selv, at vi aldrig nogensinde ville komme ud i samfundet igen, siger den tidligere livstidsfange Dellwo, der efter 20 års i fængsel til sin egen overraskelse blev løsladt i 1995. - Det skete meget hovedkulds. Og så må man se, hvordan man finder sig til rette udenfor. Alting sker jo meget hurtigere herude, og der er masser af ting, som kræves af én, forklarer den mørkhårede mand med brillerne, der i dag optager samfundskritiske dokumentarfilm. Mohnhaupts frigivelse og en benådningsansøgning fra hendes kammerat Christian Klar har de seneste måneder udløst en oppisket debat om, hvorvidt terrorister skal vise anger, før de kommer fri. Men i Dellwos øjne er det helt forfejlet at kræve en offentlig undskyldning af RAF-folkene. - Anger er noget, som jeg kan give udtryk for i en privat sammenhæng, men i forbundsrepublikkens politiske sammenhæng er det for mig blot udtryk for et krav om underkastelse, som jeg ikke kan få mig selv til. Hele denne debat er uretfærdig. Jeg troede, vi var kommet videre og kunne se det hele i en historisk sammenhæng, siger den 54-årige på et møde med journalister i Berlin. Bevarer hemmelighed - Familierne har selvfølgelig ret til at sørge. Og jeg vil ikke benægte, at det er en form for selvbeskyttelse, at jeg forholder mig distanceret til ofrene og deres familier. Men jeg er slet ikke i stand til at tolke det uden for den politiske kontekst. Selvfølgelig er hver af de dræbte én for meget, nu da vi har tabt kampen. Der er ikke noget, jeg kan gøre for at hele deres sår. Jeg kan ikke ændre noget ved, at de er døde, siger Dellwo. Selv 32 år efter at han var med til at skyde gidslerne i Stockholm, vil Dellwo ikke løfte sløret for, hvem der affyrede skuddene. - Vi er jo alle blevet dømt for drabene. Hvad forventer man mere af os? Det må være op til hver person selv, om de vil fortælle noget. Jeg vil ikke fortælle, hvem der gjorde hvad i Stockholm. Det betyder ikke, at jeg ikke vedkender mig mit ansvar. Men ligesom jeg altid har opfattet det tyske ansvar for nazismens forbrydelser som et kollektivt ansvar, så synes jeg også, at man skal gøre alle, der var på ambassaden, ansvarlige for det, der skete. Vi besluttede det sammen, og det var både politisk og moralsk forkert at skyde gidslerne. Nogle er måske irriteret over, at jeg fortsat holder fast i, at vi i 68’er-oprøret havde ret til at kæmpe for et bedre samfund. At vores midler så var forfejlede, er en anden sag. RAF udlevede en hel generations revolutionsfantasi. Men vores væbnede kamp viste også, at den ikke fører nogen vegne og er dømt til at forlise. I sidste ende er der jo mange af os, der på hver sin vis har accepteret at integrere os i dette samfund, siger Karl-Heinz Dellwo, der dog ikke stemmer ved tyske valg. RAFs logo hænger stadig i han lejlighed i Hamburg, og ser han ikke noget galt i. - Jeg sad i over 20 år i fængsel og var endnu længere del af denne politiske kontekst. RAF er simpelthen en del af min historie, siger han. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...