- Tidligere var der også ventetid på taxa

Den lokale vognmand i Hals får mange reaktioner fra utilfredse kunder

EMNER 3. august 2007 06:00

HALS: Ventetider på en taxa i Hals og Hou området er ikke noget nyt fænomen. Det var også hverdag i den tidligere Hals Kommune, hvor den lokale vognmand havde al kørslen. - Når der var travlt, kunne der også være en times ventetid, og det kunne ske på alle tider af døgnet, fortæller Rene Søgaard Christensen, indehaver af Hou-Ulsted & Hals Taxi. - Forskellen er, at vi dengang kunne fortælle kunderne, at der var en ventetid på en time. Så kunne de forholde sig til det og finde ud af, om de ville vente. I dag kan kunderne ikke få at vide, hvornår der kommer en vogn, når de ringer til Aalborg Taxa. Centralen kan nemlig ikke sige, hvornår der er en taxa ledig, eller om chaufføren vil køre turen, forklarer Rene Søgaard Christensen. Eneste vognmand Taxafirmaet blev startet af hans far, som kørte taxa i området i knapt 20 år, og Rene Søgaard Christensen har været vognmand i seks år og i flere år den eneste i den gamle Hals Kommune. - Så ja, man kan leve af at køre taxa i Hals, men det omfattede også skolekørsel og kørsel med ældre, som nu også hører under Aalborg Taxa. Du kan ikke leve af den private taxakørsel i Hals. Det er nærmest kun en service. Du bliver ikke tyk og fed af at skulle op fire gange om natten for at køre ture til 60 kroner stykket, siger vognmanden med seks taxaer og to mand på hver. Han får mange reaktioner fra taxakunder i Hals, men han henviser dem til Aalborg Taxa, og han bebrejder ikke sine chauffører, hvis de søger til Aalborg efter de mere lukrative ture. - Efter kommunesammenlægningen er jeg blevet lagt ind under Aalborg Taxa. Derfor kører mine chauffører på de samme vilkår som de øvrige cirka 150 biler i Aalborg Taxa, og hvis jeg sagde, at de ikke måtte køre i Aalborg, havde jeg ingen til at køre taxaerne. Tidligere var jeg bestillingskontoret for mine biler og kunne bestemme, hvor de skulle køre. I dag bestemmer chaufførerne i store træk selv, hvor de vil køre, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...