Tidligt åbent for erhvervskunder

EMNER 7. oktober 2002 08:00

BRØNDERSLEV: Spar Nord Bank i Brønderslev og Ingstrup ændrer fra denne uge åbningstiderne. Allerede fra klokken otte om morgenen kan bankens erhvervskunder blive betjent - hidtil er der først blevet åbnet klokken 9.30. I Brønderslev kan erhvervskunderne benytte indgangen i glastårnet mod syd. - Den øgede åbningstid i erhvervsafdelingen skyldes et ønske fra vore erhvervskunder om at kunne få overstået de fleste bankforretninger, inden de skal åbne deres egen forretning, eller så landmanden kan komme i gang med sine gøremål, udtaler kundechef i erhvervsafdelingen, Hans Andreasen. Af sikkerhedsmæssige årsager vil der ikke være mulighed for at håndtere kontanter før privatkundeafdelingen åbner dørene klokken 9.30. Selv om afdelingerne i Brønderslev og Ingstrup fremover lukker en time tidligere om mandagen, vil kunderne dog stadig have rig mulighed for at få et møde med en bankrådgiver. Banken tilbyder rådgivning mandag til fredag fra klokken 8 til klokken 18 efter aftale. - Vi havde overvejet, om vi først skulle åbne dørene fra klokken 10, men en undersøgelse viste, at der er betydeligt flere kunder, som benytter banken om morgenen end den sidste time mandag eftermiddag, der hovedsageligt anvendes til kundemøder, udtaler kundechef i privatafdelingen Søren Gade Svendsen, som understreger, at kunderne stadig har mulighed for at aftale møder frem til klokken 18. I samme forbindelse ændrer Ingstrup-afdelingen sine åbningstider, hvor åbningstiden udvides om torsdagen til klokken 17.30. - Det sker efter ønske fra vore kunder, som i dag kan have svært ved at nå hjem fra arbejde inden lukketid på den lange dag, udtaler Mona H. Christoffersen, der er kunderådgiver i Ingstrup-afdelingen. Uden for Ingstrup-afdelingens åbningstid kan man stadig få kontakt med Mona H. Christoffersen i Brønderslev-afdelingen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...