Tidligt op til Folketingets åbning

Folketinget åbner med kongelige og "fine" og 50 almindelige borgere, der må stå i kø for at få plads

København 1. oktober 2002 08:00

KØBENHAVN: Man skal stå tidligt op for at være med til Folketingets åbning i dag. Der er plads til cirka 50 "almindelige" borgere, så hvis man ikke allerede har en særlig invitation, fordi man er forsvarschef eller biskop, må man stille sig i kø ved Folketingets hovedindgang for at sikre sig et af de 50 adgangskort til tilhørerpladserne. De udleveres fra klokken 7.15 med ét kort pr. fremmødt borger, der i år af sikkerhedsgrunde skal legitimere sig. Folketinget skal af sikkerhedsgrunde vide præcis, hvem der lukkes ind. Man kan kun få kort til sig selv, og man kan ikke bestille kort. Er man fra Hjørring, Haderslev eller Kerteminde og vil overvære Folketingets åbning, må man til København og stå i kø. Det behøver biskop Erik Norman Svendsen fra Københavns Stift ikke. Han har fået et adgangskort tilsendt, og det samme har Nationalbankens direktør, Bodil Nyboe Andersen, forsvarschefen, general H. J. Helsø, Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen og en række andre fra det officielle Danmark. Også udlandet er repræsenteret med Luxembourgs ambassadør Francois Bremer, der er doyen, en slags formand for de udenlandske diplomater i Danmark, fordi han er den ambassadør, der har været her længst. Han sidder i den såkaldte diplomatloge i Folketinget, hvor der normalt er plads til mange flere, men hvor stolene ved Folketingets åbning bliver besat af det officielle Danmark. Netop i diplomatlogen plejer også Folketingets tidligere formænd at sidde på åbningsdagen - i år Svend Jakobsen (S), Erik Ninn-Hansen (K) og Erling Olsen (S) - og her sidder også repræsentanterne fra Færøerne og Grønland. Fra Færøerne er det lagmand (statsminister) Anfinn Kallsberg og lagtingsformand Edmund Joensen, og fra Grønland landsstyreformand (statsminister) Jonathan Motzfeldt og landstingsformand Daniel Skifte. Og så er der de personer, mange især vil interessere sig for: Den kongelige familie. I år er det Dronning Margrethe, Prins Henrik, Kronprins Frederik, Prins Joachim, Prinsesse Alexandra og Prinsesse Benedikte. Nej, en kongelig tager ikke en veninde med. Kronprins Frederik kommer alene, indtil der engang er en kronprinsesse. De kongelige modtages ved foden af Folketingets trappe af Folketingets præsidium med folketingsformand Ivar Hansen (V) i spidsen og ledsages til kongelogen i folketingssalen. Herefter kommer åbningen af Folketinget, og når den er overstået, ledsages de kongelige tilbage til Folketingets trappe. Selve åbningen følger nøje traditionen: Folketingsmedlemmet med den længste anciennitet - i øjeblikket Svend Auken (S) - åbner mødet og leder valget af folketingsformand, hvor der er genvalg til Ivar Hansen. Han indtager formandsstolen og giver ordet til statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der giver "en redegørelse for rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger," som det bestemmes i grundloven. Til daglig kalder man statsministerens tale for åbningstalen. Den tager en god halv time, og derefter er den "fine" del af Folketingets åbning slut, og de kongelige forlader Folketinget. Herefter er det hverdag, og så behøver man normalt ikke at stå i kø for at komme ind i Folketinget, hverken til tilhørerpladserne eller de rundvisninger, der året rundt finder sted. Omkring 80.000 er hvert år på en af Folketingets rundvisninger, og derudover er der en del flere, som Folketingets besøgstjeneste ikke har tal på, men som et folketingsmedlem selv tager med rundt. Det gør Folketinget til en af de bedst besøgte attraktioner i København.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...