Kristendom

Tidløshed mod tidløshed

Evangeliet er selve indbegrebet af det tidløse i den bog, vi kalder for Bibelen.

Henrik Bang-Møller

Henrik Bang-Møller

Og man kan derfor også flere steder i både Det Gamle og Det Nye Testamente finde evangeliet, når blot man både læser og forstår det i lyset af det, som Jesus ikke alene forkyndte i ord, men først og fremmest forkyndte i handling. Med hele sit liv. Og når man overhovedet har skrevet beretningerne om ham ned i en bog, som vi kan læse den dag i dag, så hænger det sammen med, at man på den lange tidsafstand vil fastholde det tidløse - altså evangeliet. Det levende ord. Og som indbegrebet af det tidløse og evige i Bibelen rammer evangeliet følgelig også ind i selve indbegrebet af det tidløse i det at være menneske. Mennesker har altid skullet dø. Mennesket har altid måttet kæmpe for sin eksistens. Intet kommer af sig selv. Mennesket har altid måttet tilkæmpe sig en mening med det liv, som udfolder sig under dødens trussel, fordi vi mennesker ikke bare kan nøjes med at leve, men også skal have noget at leve for. Mennesket har altid fejlet stort i fællesskab, familie, samfund og historie. Mennesket har altid været en synder - dvs. fra grunden været uegnet til at opfylde evangeliets kompromisløse krav om uselviskhed og næstekærlighed. Mennesket har altid bygget masser af luftkasteller, som bemærkelsesværdigt nok tiden styrtede i grus. Ideologier f.eks. Mennesket har altid villet underlægge sig naturen og tæmme den. Uden succes. For "Nature strikes back!", som det hedder på nudansk. Mennesket har altid haft et kolossalt kontrolbehov, fordi det ligeledes altid har haft et kolossalt behov for at bevare illusionen om sig selv som autonom og skaber af sin egen verden og eksistens. Men mennesket har også altid haft brug for kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse. Ulykkeligt brug for! For akkurat alle de andre ting, som mennesket altid har været, har enten helt skjult eller sløret adgangen til dette langt mere grundlæggende behov. Uden kærlighed er et menneske slet ikke noget menneske. Men kærligheden kommer ikke fra os selv. Den er som selve livet ikke noget, vi selv yder. Men modtager. Ufortjent. Ligesom ingen har tiltvunget sig adgang til livet, på samme måde har heller ingen på noget tidspunkt tiltvunget sig adgang til kærligheden - eller tilgivelsen. Ved livets tilblivelse såvel som ved kærlighedens mirakuløse gennembrud er mennesket pludselig sat fra tronen som dét, mennesket ellers altid har villet se sig selv som: som autonom og almægtig kontrollør. Man kontrollerer hverken sig selv ind i livet, i kærligheden eller i det evige liv. Så i evangeliet om Jesus fra Nazareth mødes tidløshed med tidløshed. Og den ene tidløshed må vige for den anden tidløshed. Menneskets tidløse behov for at bringe sig selv i hovedrollen som magthaver og kontrolfreak må vige for tidløsheden i den kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse, som kommer levende til udtryk i Jesu liv og gerning. Måske er det endda først ved mødet med kærlighedens tidløshed i Jesu liv, at mennesket bliver smerteligt klar over sit eget tidløse behov for selv at modtage kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse. Og ikke blot være tidløst optaget af sig selv som magthaver og kontrollør. Når det derfor kommer til afgørende menneskelige og meget personlige spørgsmål som livets inderste mening, syndernes nådige forladelse, frelse og evigt liv, er det ikke i hverken svigermors, fars, mors eller børnenes favn, man skal kaste sig. De er ikke leveringsdygtige i nogle af delene og kan heller ikke på nogen måde være tjent med at skulle opfylde så uhyrlige forventninger eller fordringer. Det kan kun Gud. Navnlig den Gud, som trådte frem for vores ansigter i det lille menneskebarn i krybben og hos den korsfæstede og opstandne frelser. Han personificerer selve meningen med vores liv, fordi det var ham, vi kom til at tilhøre, da vi blev døbt. Ligesom det er til hans evige liv, vi skal miste vores timelige liv. Både mens vi lever i kærlighed og hengivenhed til andre mennesker, og når vi sluttelig dør i troen på den opstandne Kristus.