Atletik

Tidobbelt Ironman i Brønderslevs gader

BRØNDERSLEV:Den store styrkeprøve i Nordjyllands Idrætshøjskoles temauge, "De Professionelle" blev tidligt onsdag morgen skudt i gang i Brønderslev Svømmehal. Ti hold var fra start, og de skulle hver gennemføre en ironman ved at bruge alle deltagerne på holdene. Der var hård kamp fra starten, hvor 3,8 kilometers svømning skulle tilbagelægges. Første hold var oppe af vandet efter ca. halvanden times svømning, og så fulgte de andre hold tæt efter, da starten til den 180 km lange cykeltur gik. Konkurrencen var hård på cykelruten rundt i Brønderslev, hvor modvind, slud og sne var deltagernes faste følgesvend. Der blev dystet om placeringerne, og på trods af, at trætheden begyndte at melde sig, var gejsten var høj på alle holdene. Hen på eftermiddagen - efter otte timer i sadlen - kunne det førende hold stå af cyklen og sende første løber af sted på den maraton, der var sidste udfordring i løbet. Mørket faldt på, mens de over 42 km blev tilbagelagt, og sulten begyndte at melde sig. Efter 11 timer og 56 minutter kunne det førende hold trætte, men glade, løbe de sidste meter i mål som vindere af Nordjyllands Idrætshøjskoles Ironman 2003. Præmien til "De Professionelle" var kontanter til holdets konto og en velfortjent pause, før det torsdag gik løs med flere konkurrencer.