Tidsbillede af Aalborg

Kunstnerne har bl.a. spillet koncert på toppen af Sao Paulos første skyskraber.

Kunstnerne har bl.a. spillet koncert på toppen af Sao Paulos første skyskraber.

Musikerne Aske Zidore og Lars Greve er klar til en eksperimentel koncert på Huset 17. september efter fem intense dage i Aalborg, hvor de har samlet ind- og udtryk fra byen og sammenkoblet det i et sonisk tidsbillede af byen.

Værket består af optagelser med bl.a. børnehavebørn, plejehjemsbeboere, fodboldfans, kol-patienter, skolekor, pensionistorkester, lokale improvisationsmusikere og mange andre - basen for eksperimentet vil være Huset i Hasserisgade, med afstikkere til Spritfabrikken, Portland, Nordjyske Arena og Springeren.

Alle disse optagelser skal i første omgang anvendes til en koncert på Huset lørdag 17. september kl. 20., hvor der også vil blive inviteret et par gæster fra byen med på scenen.

Når ugen er omme vil Aske Zidore og Lars Greve samle alle optagelser og lave et værk der gøres tilgængeligt for alle borgere, både i og udenfor Aalborg på internetradioen The Lake.

Aske Zidore er opvokset i Aalborg og er i dag elektronisk musiker, komponist og producer og modtog i 2013 Steppeulvsprisen. Lars Greve er er prisvindende saxofonist, klarinettist, komponist.

Tilsammen har de to kunstnere skabt værket "Breidablik" der i 2014 blev kåret som årets bedste album i førende lydmagasiner i både ind- og udland.

Efterfølgende har de blandt andet spillet koncerter på Det Kongelige Teater, i et fragtskib i Hamborg og på toppen af Sao Paulos første skyskraber.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.