Tidslommen i Dorf

KAMMERKONCERT Odriozola og Røttingen # # # # # ¤ En sjælden gang - hvis man er heldig - ophæver levende musik ens fornemmelse for tid og sted. Det sker kun sjældent, og det er ikke muligt at forudse, hvornår det sker. Men jeg er ikke i tvivl om, at de fysiske omgivelser spiller en væsentlig rolle, og for en inkarneret bybo er den landlige idyl ved Dorf Gl. Skole noget nær den ideelle ramme til kammermusik, udsigten til Storskoven og søen, ikke at forglemme den smukke have med ‘pøl’ (vistnok norsk for pool, med åkander og det hele). Denne gang lancerede arrangøren Ragnhild Kjølberg to gamle kendinge for stampublikummet, den norske violin/klaver duo, Ricardo Odriozola og Einar Røttingen. De to havde sammensat et afvekslende program, hvor klassiske værker blev kombineret med moderne og nynorsk musik. For at tage det bagfra. Det dugfriske værk “Bel Canto” af Ketil Hvoslef (søn af Sæverud) satte en underlig retningsløs, diatonisk melodi overfor et splintret kromatisk figurspil, et modernistisk værk og en kompositorisk ide, der blev realiseret med stor nøgternhed. Violinistens Ricardos egne “Two pieces for solo violin” havde større appeal, særligt “Los axctraterrestres me robaron la txalaparta” (“Et rumvæsen har stjålet min txalaparta”) fængede og blev spillet med nerve og bid. (Interessant nok og for øvrigt det eneste værk, hvor Ricardo havde behov for noder!) Rodrigos “Capriccio”, ligeledes for solo-violin, blev spillet med en noget rustik klang, men til gengæld med en nerve, som matchede med værkets inspiration i den andalusiske folkemusik, flamencomusikken. Jeg har aldrig troet, at Mozart kunne blive ligegyldig, men den lille violin-sonate (KV. 304) havde jeg gerne undværet. Fremførelsen passede ikke ind i min opfattelse af Mozart, dertil savnede jeg en slankere og mindre robust klang, og ikke mindst en langt større opmærksomhed på de melodiske mikrofraseringer. Men så var der Shostakovich og Brahms, og så blev alt andet ligegyldigt. Klaversonaten af Shostakovich fra 1943 var komponeret med denne særlige blanding af det klassiske formsprog og det moderne, atonale rum, der var kendetegnende for Shostakovich som den frie, skabende kunstner i klemme i det politiske system. Pianisten Einar Røttingen leverede en jætte indsats med dette vanskelige værk, hvor de musikalske teksturer stod lysende klare, selv i de voldsomt dissonante passager. Den afsluttende passacaglia var Shostakovich i en nøddeskal, og høres nok ikke bedre. Odriozola og Røttingen satte punktum med Brahms’ 1. violinsonate i G-dur, og her var deres spil og sammenspil ganske enkelt mageløst. Odriozolas violintone skiftede kamæleonsagtigt efter musikkens skiftende udtryk, fra det støvede bratschleje, over det varmt syngende mellemleje og til det intenst vibrerende høje leje, samtidigt med at Røttingen forløste den uroligt strømmende klaverstemme hos Brahms som klangbund for violinens solostemme. Og det var så her, at tiden blev målt i musikalsk tid, midt i den vendsysselske natur. 6. august vender Rustem Kudoyarov, den lille klaverprofessor fra Moskva, tilbage til Dorf med et program, bestående af Beethoven, Schubert, Schumann og Prokofiev. Gå ikke glip af det! Tore Mortensenkultur@nordjyske.dk @Brød.8.note-u-indryk:[ Odriozola og Røttingen. Dorf Gl. Skole søndag aften.