Tiger-butikker kan være på vej mod fondsbørsen

Kapitalfonden EQT lufter planer om en børsnotering af selskabet Zebra, som står bag Tiger-butikkerne.

Tiger-butikkerne, hvor alt fra legetøj til læsebriller kan købes for en rund 10'er eller 20'er, kan være på vej på børsen.

Kapitalfonden EQT oplever eksplosiv vækst i selskabet Zebra, der står bag Tiger-butikkerne, og det kan resultere i børsnotering om få år, skriver Børsen.

- Vi åbnede cirka 100 Tiger-butikker sidste år, og det betyder, at virksomheden voksede cirka 60 procent på toplinjen det første år, EQT ejede den, siger Morten Hummelmose, der er chef for EQT i Danmark, til Børsen.

- Det er en fantastisk virksomhed, og med tiden er det klart et selskab, der er egnet til at være børsnoteret, tilføjer han.

EQT ejer også servicekoncernen ISS, som havde første handelsdag på fondsbørsen i København 13. marts.

Ifølge Tigerkædens hjemmeside er der nu samlet 295 butikker i 20 lande.

Tigerkædens 2013-resultat (ebitda) lander ifølge Børsens beregninger på over 250 millioner kroner, svarende til en vækst på cirka 50 procent i forhold til året før.

Kæden har planlagt at åbne flere end 100 nye butikker verden over i 2014, og dermed nærmer omsætningen sig tre milliarder kroner. Ifølge Børsen er det et niveau, der i hvert fald teoretisk set gør kæden egnet til børsnotering.

- Det er en spændende vækstfase, og vi vokser massivt på både top- og bundlinje. Vi penetrerer ikke bare dybt i enkelte lande, men går også bredt ud, så vi i dag er i mere end 20 geografier, siger topchef i Zebra, Christian Mariager, til Børsen.

- Målet er, at vi holder et højt væksttempo på både top og bundlinje igen i år, tilføjer Christian Mariager, som ikke vil kommentere fremtidige børsplaner over for avisen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst