USA

Tiger svinger køllen igen i april

Golfstjernen Tiger Woods gør comeback ved majorturneringen US Masters i april, efter at amerikaneren har holdt pause i nogle måneder på grund af utroskab

Tiger Woods blev parret med to vidt forskellige konkurrenter til de to første runder af årets udgave af US Masters.
Foto: Scanpix

Tiger Woods blev parret med to vidt forskellige konkurrenter til de to første runder af årets udgave af US Masters. Foto: Scanpix

I næste måned vender verdens ubestridte golfkonge, amerikaneren Tiger Woods, tilbage til sporten efter en selvvalgt pause siden december på grund af utroskab. Det oplyser Woods i en pressemeddelelse, hvor der står, at comebacket finder sted ved majorturneringen US Masters, som spilles fra den 8.-11. april. - Det er ved Masters, at jeg vandt min første majortitel, og jeg ser på turneringen med den største respekt. Efter en lang og nødvendig pause væk fra sporten føler jeg, at jeg er klar til at begynde min sæson i Augusta, lyder det fra Woods. Woods har sammenlagt vundet 14 majorturneringer, men efter at hans mange sidespring kom for dagens lys, har han for det meste været pakket godt væk fra omverdenen. - Selv om jeg vender tilbage til sporten, har jeg fortsat meget at arbejde med i mit privatliv, meddeler amerikaneren, der er gift og har to børn med den tidligere svenske model Elin Nordegren. /ritzau/