Tiger Woods falder tilbage i US Open

Den tidligere verdensetter brugte 75 slag og er nu nede på 14.-pladsen. Lee Westwood rykker frem.

17. juni 2012 13:01 - Opdateret 17. juni 2012 13:03

Tiger Woods falder tilbage i US Open

Efter de første to runder lignede den amerikanske golfspiller Tiger Woods en mand, der var på vej mod sin 15. majortriumf, da han indtog en delt førsteplads ved US Open i San Francisco.

Men efter skuffende spil og et forbrug på 75 slag i første finalerunde er Woods faldet ned på en 14. plads, hvor han har fem slag op til de førende Jim Furyk og Graeme McDowell. Fra den position er det endnu aldrig lykkedes Woods at vinde en major.

Det var specielt spillet på greenen, der haltede. De knastørre greens på Olympic Club fandt Woods for langsomme, men amerikaneren tror stadig på muligheden for at vende det hele til sin fordel på sidste runde natten til mandag dansk tid.

- Det handler kun om sejren. Jeg er fem slag bagefter, og det kan man helt klart indhente, siger Tiger Woods ifølge dpa.

Den tidligere verdensetter har ikke vundet en masters-turnering de seneste fire år.

Tredjedagens store spiller var englænderen Lee Westwood, der kun brugte 67 slag på den ellers vanskelige bane. Efter to middelmådige runder som indledning på US Open, rykkede Westwood dermed frem på en delt fjerdeplads.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...