Tiger Woods om kinesisk afbud: Jeg er træt

Træthed er skyld i, at golfikonet Tiger Woods meldte fra til ugens World Golf Championship-turnering i Kina.

Tiger Woods om kinesisk afbud: Jeg er træt

Den amerikanske golfstjerne Tiger Woods giver træthed skylden for, at han har meldt fra til denne uges World Golf Championship-turnering - HSBC Champions - i kinesiske Shanghai.

Afbuddet er blevet kritiseret heftigt af turneringens hovedsponsor HSBC, men der er ikke noget at gøre ved det, siger Woods, som i stedet for er draget til Singapore for at lede en golfskole for børn.

- Jeg var træt, og at gøre disse ting er mere nemt. At konkurrere og blive klar til endnu en turnering, det ville jeg bare ikke, siger verdenstoeren ifølge Reuters.

HSBC's sponsorchef, Giles Morgan, langede onsdag ud efter Woods og verdensetteren, Rory McIlroy, som også har meldt udbud til turneringen. McIlroy er rejst til Sofia i Bulgarien for at se kæresten Caroline Wozniacki spille tennis.

- Vi er naturligvis glade for, at vi har samlet det stærkeste felt, der har konkurreret i Asien i år. 13 spillere i top-20 er her. Men vi er selvfølgelig skuffede over, at de to bedste ikke er her.

- Vi støtter golf over hele verden på alle niveauer, fordi vi tror, at golfsporten har et stort potentiale til at vokse sig endnu større.

- Men for at golf kan vise sig bedst muligt frem på et nyt marked som det kinesiske, så føler vi, at så mange af de bedste spillere som muligt bør være her, sagde Giles Morgan.

Turneringens første runde blev spillet torsdag, og her lagde australske Adam Scott og Louis Oosthuizen fra Sydafrika sig i front med syv slag under par.

Danske Thorbjørn Olesen er seks slag efter den førende duo på en delt 26.-plads, mens Thomas Bjørn er yderligere et slag efter.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst