TIK hægtet af i toppen

Tinna Bisgaard og TIK led et afgørende nederlag i topopgøret mod Farsø. Foto: Diana Holm
Håndbold 29. januar 2007 05:00

THISTED IK FARSØ KFUM HK 23-27 3. DIVISION DAMER HÅNDBOLD: Så ligner TIK Håndbolds bedste damehold et hold, der definitivt er hægtet af i oprykningskapløbet i 3. division. Søndag tabte thyboerne hjemme i Thy Hallen med 27-23 i topopgøret mod Farsø. Dermed har TIK på femtepladsen nu seks point op til Sæby på den andenplads, der giver ekstra kampe om oprykning til 2. division. - Umiddelbart er vi hægtet af. Vi kan melde os lidt ind ved at vinde i Sæby næste weekend. Men som vores hold er plaget af skader lige nu, så skal vi nok være glade, hvis vi kan snuppe en placering i top fire, sagde TIK-træner Mogens Roed efter nederlaget til Farsø. Søndagens nederlag gjorde ondt på et TIK-hold, som trods massive problemer med skader og sygdom havde fået stort set hele styrken lappet så meget sammen, at spillerne kunne gå på banen. - Det er hårde odds, når spillerne skal have ekstra pauser på grund af forskellige skadesproblemer, sagde Mogens Roed, der sammen med sine spillere var rasende på kampens dommerpar, som - ifølge TIK-lejren - ensidigt dømte gæsternes vej, da kampen skulle afgøres i de sidste 10 minutter. Snydt for straffekast - Vi var lige ved at komme med, da vi blev snydt for et kæmpe straffekast 10 minutter før tid ved stillingen 25-22 til Farsø. I det efterfølgende angreb lavede Farsø tre klare angrebsfej, som ikke blev dømt. Så scorede de til 26-22, og dermed var kampen afgjort, sagde Mogens Roed. TIK fik ellers en forrygende start på opgøret, da thyboerne på 10 minutter bragte sig foran med 6-3. Derpå fulgte en rigtig skidt periode for thyboerne. Farsø kom foran med 11-7 og førte med 12-9 ved pausen. I anden halvleg startede TIK igen som lyn og torden. TIK fik kontakt ved 13-13 fem minutter efter pausen. Så kom et nyt blackout. I det næste kvarter misbrugte hjemmeholdet et hav af oplagte chancer. - Selv om vi følte, at dommerne var hårde ved os til sidst, så var det vores egen skyld, at Farsø trak fra. Havde vi scoret på vores chancer, så havde vi vundet den her kamp, sagde Mogens Roed. TIK-damerne skal i ilden allerede igen tirsdag aften, hvor det gælder en kamp i landspokalturneringen på udebane mod serie 1 holdet fra Ikast KFUM. [ Kampfakta: Thy Hallen. Håndbold, 3. division damer: Thisted IK-Farsø KFUM HK 23-27 (9-12). Målscorere for Thisted IK: Maria Rokkjær 6, Tinna Bisgaard 4, Anne Dahlgaard 3, Mette Hoxer 3, Shila Casey 3, Sanne Bisgaard 2, Pernille Kristensen 1 og Stine Jensen 1. Topscorer for Farsø KFUM HK: Anette Kyneb 8. Udvisninger: Thisted IK 1 og Farsø KFUM HK 2. 300 tilskuere. Af Lars Bang Bertelsen lars.bang.bertelsen@nordjyske.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...