TIK-piger misser JM-slutspil

THISTED IK AALBORG KFUM 16-19 PIGEDIVISION HÅNDBOLD: Forhåbningerne om at deltage i kampen om det jyske mesterskab røg sig en tur, da Thisteds håndboldpiger i divisionsrækken hjemme søndag tabte afgørende point til Ålborg. Thyboerne tabte 19-16 til Aalborg KFUM, og nederlaget rykkede holdet ned på en fjerdeplads. - Hvis der var forhåbninger om at kvalificere sig til mesterskabet, så er de i hvert fald begravet langt ude i Vesterhavet nu, konstaterede TIK-træner Steen Stoltenberg. TIK har fire point op til Holstebro på andenpladsen, og Visse ligger suverænt på førstepladsen med et forspring på ni point ned til TIK. Til trods for at det blev til et nederlag, startede thyboerne kampen bedst. Holdet var foran 5-2 og kunne gå til pause med en føring på 10-9. I anden halvleg fortsatte hjemmeholdet, og her var holdet endda foran 12-10, men i de sidste minutter knækkede filmen. Ved stillingen 16-16, fik en TIK-spiller en udvisning, og i de efterfølgende minutter lukkede gæsterne kampen. Der var dog lyspunkter at finde i kampen. Mette Bisgaard, Malene Vestergaard og Nadja Møller spillede alle en god kamp. - Det var et forudsigeligt resultat. Vi er ramt af sygdom, og det var vores tredje kamp på otte dage. Vi tabte simpelthen på grund af manglende skarphed i afslutningerne, sagde Stoltenberg. bro [ Kampfakta: Thy Hallen. Håndbold, pigedivision: Thisted IK-Aalborg KFUM 16-19 (10-9). Målscorere for Thisted IK: Nadja Møller 5, Malene Vestergaard 4, Mette Bisgaard 3, Alexandra Pujol 3 og Janni U. Nielsen 1.