TIK vandt på fight

Thisted IK kom godt fra start i damernes 3. division, da holdet søndag vandt 23-22 over Aalborg HK

Anders Brogaard
Den spillende TIK-træner, Mie Sejer Kristensen, blev topscorer med otte scoringer i sæsonpremieren mod Aalborg HK.Arkivfoto
Fodbold 26. september 2011 10:35

Med ny træner og nyt hold var Thisted IKs sammenspil ikke i top, men holdet hentede to point på fight og vilje i sæsonens første turneringskamp i håndbolddamernes 3. division på udebane mod Aalborg HK. TIK vandt udebanekampen 23-22, og det var den spillende træner Mie Sejer Kristensen mere end tilfreds med. - Det er klart, at der er plads til forbedringer, når vi stadig er et helt nyt hold, men det var virkelig godt gået, at vi hentede en sejr i Aalborg. Det var et rutineret hold, vi var oppe imod, men vi kæmpede os til sejren. Gæsterne haltede også bagefter i starten af opgøret, men thyboerne kom bedre med efter et kvarter, og ved pausen var holdet foran 14-11. Det meste af anden halvleg var meget lige, men TIKerne bevarede dog et konstant forspring på et eller to mål. - Vi stod egentlig udmærket i forsvaret, men vores angrebsspil skal forbedres. Jeg er dog helt sikker på, at det nok skal komme, når spillerne kommer til at lære hinanden bedre at kende, sagde TIK-træneren.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...