TIKs herrer væk fra bunden

Jesper Andersen og TIK tog to vigtige point i søndagens hjemmekamp mod Skive. Arkivfoto

Jesper Andersen og TIK tog to vigtige point i søndagens hjemmekamp mod Skive. Arkivfoto

THISTED IK SKIVE FH II 32-26 3. DIVISION HERRER HÅNDBOLD: For godt en uge siden så det ikke alt for godt ud for TIK Håndbolds herrehold i 3. division. Med seks point efter otte kampe var thyboerne med i rækkens bundstrid, men nu har TIK spillet sig væk fra bunden. Forrige weekend vandt TIK ude over Løgstørs bundhold, og søndag aften tog thyboerne igen afstand til et bundhold, da Skive blev sendt hjem fra Thy Hallen med et nederlag på 32-26. - Det var to vigtige point. Nu fik vi rigtig skabt luft til bunden. Vi kunne godt have haft flere point, men 10 point i 10 kampe er trods alt godkendt. Det er stort set, som det har været i de sidste to sæsoner, siger TIKs træner Lasse Sunesen. I kampen mod Skive åbnede hjemmeholdet rigtig skidt forsvarsmæssigt. TIK fik slet ikke tacklet af på Skives skytter i kampens start. Midtvejs i første halvleg fik TIK dog strammet forsvaret op, og det betød, at thyboerne i anden halvdel af første halvleg kunne grundlægge sejren ved at skabe et forspring på fire mål. Tidlig juleferie Ved pausen førte TIK 17-13, og straks i anden halvleg øgede TIK føringen til komfortable 23-15. Så var den kamp reelt afgjort, men desværre betød det også, at thyboerne bevilgede sig selv en tidlig juleferie. I resten af kampen leverede TIKerne således en sløset indsats i begge ender af banen. - Det var ikke for prangende, men vi havde jo en føring at tære på. Skive kom dog heller aldrig rigtig tæt på, siger Lasse Sunesen. Med sejren holder TIK nu julepause på en lun midterplacering i 3. division. I kampen mod Skive delte Jesper Andersen og Frank Markvorsen topscorerværdigheden med hver syv mål.lbb [ Kampfakta: Thy Hallen. Håndbold, 3. division herrer: Thisted IK-Skive fH II 32-26 (17-13). Målscorere for Thisted IK: Jesper Andersen 7, Frank Markvorsen 7, Kasper Madsen 6, Søren Ernst Jensen 5, Jacob Lauridsen 3, Kasper Agesen 2 og Heino Vigsø 2. Topscorer for Skive fH II: Kasper Vinding 11. Udvisninger: TIK 3 og Skive fH II 3. 125 tilskuere.