Til biftur?

Det var med stor spænding, at jeg modtog brevet fra Økonomistyrelsen i København med oplysning om min pensionsudbetaling for januar 2009.

Spænding? Hvorfor dog det? Jo! Skatteminister Kristian Jensen (V) har jo lovet, at vi alle sammen skal have skattenedsættelse i 2009. Dem med de største lønninger (bankdirektører og ministre og sådan nogen) skal naturligvis have de største skattelettelser, men der skulle også blive meget tilovers til os andre. Derfor var det med rystende fingre, at jeg flåede brevet op. Hurtigt kik ned over tallene: Selve pensionen var uændret. Sammenligningen med et brev fra 2008 afslørede straks, at mit fradrag var blevet større. Med blyant og papir regnede jeg omgående ud, at jeg i januar skal betale 69 kr. – skriver niogtres kroner – mindre i skat end i december! Nu har skatteministeren – og andre af hans kolleger i ministeriet – på det kraftigste opfordret os til skynde os at bruge disse mange rare, sparede kroner for at holde hjulene i samfundet i gang og reducere de grimme virkninger af den meget omtalte finanskrise. Jeg vil gerne være en god samfundsborger borger, så jeg satte mig til at spekulere: ”Hvor kan jeg bedst tjene samfundet med mine 69 Kroner? Cirka 2,30 kr. om dagen. Det kommer du ikke langt med. Du må hellere bruge dem alle på én gang! Film! En biografbillet koster kr. 70.00, så hvis jeg skyder 1 krone af mine egne til, så kan jeg komme i biffen én gang om måneden hele næste år!” Min glæde holdt ikke længe, for jeg kom i tanker om, at mange ting var steget det sidste år. På internettet fandt jeg en tabel over forbrugerprisindekset. Det viser sig, at indekset fra januar til november 2008 (decembertallet er ikke regnet ud endnu) er steget cirka 2,9 pct. dvs. hvis jeg i januar 2008 skulle bruge f.eks. 5000 kr. – så skal jeg i januar 2009 for at købe de samme ting, bruge cirka 5145 kr. Hovsa! Det er jo mere end det dobbelte af, hvad jeg har sparet i skat. (hvis jeg bruger mere, bliver det endnu grellere) Jeg må hellere blive hjemme fra biografen og spekulere på, om det skatteministeren har gået og fortalt os ikke bare er spil for galleriet. Altså: Film!