Til dig man ikke kan regne med

Ansættelserne varer kun et par år, det samme gør kæresten, fremlejen og kontrakten i fitnesscenteret. Vi lever i projektsamfundet, hvor alt kun holder en periode, og det kan muligvis både forklare, hvorfor flere og flere går ned med stress,

Lene Halmø Terkelsen
Filosoffen Anders Fogh Jensen har gennem flere år studeret måden, vi indgår projekter med hinanden. Foto: Jan Sommer/Polfoto
Motionsidræt 9. december 2007 05:00

Engang gik vi på arbejde fra 8.00-16.00. Engang sagde man ¿til døden os skiller¿ og levede efter det. Engang holdt man hinanden fast i dansefatning på dansegulvene og indgik aftaler, der holdt længere end dette års kalender. Men fastansættelsen blev til en kontrakt for en afgrænset periode. Man blev projektansat, freelance, vikar og kunne hurtigt rykke videre. Havde man været mere end fem år på samme arbejdsplads, var der fare for at ¿gro fast¿ som varm mælk på en kogeplade. Ægteskabet viste sig også i flere og flere tilfælde at være midlertidigt, og på dansegulvet blev der rent anarki, da man i slutningen af 1960¿erne slap hinandens hænder og begyndte at twiste. Senere flyttede danserne sig længere fra hinanden, og ingen dansede længere med én bestemt. Man kunne selv bestemme, hvornår man ville starte og stoppe. Man var frit svævende i rummet i sit eget projekt, og den eneste, der kunne føre, var én selv. Sådan er det også på arbejdsmarkedet, på cafeerne, socialforvaltningen og skoleklasserne. Man må tage ansvar for egen karriere, situation, undervisning, sexliv, og det gælder om at se ud som om, man har styr på sagerne imens. Mennesker har altid haft projekter. Store og små. Men projektkulturen har siden slutningen af 1990¿erne smittet af på alle dele af samfundet. I projektet samles man gennem en afgrænset tid for at udføre noget, hvorefter man skilles. På denne evige sprint gennem livets korridor mod næste projekt, næste partner, næste dans, kan man så spørge sig selv: Hvor kan jeg gå hen bagefter? Hvordan kan jeg koble mig på et nyt projekt? Hvad skal jeg give mig i kast med? Om det er krævende? Helt sikkert. Spændende? Ditto. Men det er langt fra altid behageligt. Ikke mere end ét år Lad os kalde det projektsamfundet. Det gør filosoffen Anders Fogh Jensen, der netop har forsvaret sin Ph.d. afhandling om dette midlertidige samfund. Han har studeret den moderne virksomheds, pædagogikkens, sportens, kærlighedslivets, arkitekturens og dansegulvets tegn på projektet som dominerende organiseringsform. Og sin unge alder til trods har den to meter høje, tangodansende filosof alene i sin levetid kunne iagttage tydelige forandringer. - I min barndom meldte man sig ind i en fodboldklub. Man tænkte ikke så meget på, hvornår medlemskabet skulle ophøre, og hvordan man kunne komme ud igen. I dag melder man sig ind i et fitnesscenter med en kontrakt, så man er bundet for et år. Men mange medlemmer synes alligevel, at et år er lang tid, og derfor kører visse fitnesskæder tilbud om, at man kan melde sig ud når som helst. De markedsfører sig til ¿dig vi ikke kan regne med¿, og det er netop en del af projektsamfundet: At man indstiller sig på, at man i højere grad IKKE kan regne med noget. Man kan altid aflyse eller trække sig ud, så man er mere fleksibel, fordi man hele tiden skal kunne gribe det næste projekt, siger Anders Fogh Jensen. Før projektsamfundet var et samfund styret af disciplin. Man passede sit, og var ikke nødvendigvis på vej mod noget nyt. Men i 1960¿erne kom de første tegn på opbrud. - Projekt betyder egentlig ¿et kast frem¿, og i projektsamfundet er vi enormt fremtidsrettede. Et projekt er midlertidigt og løber kun én gang. Derfor skal man hele tiden orientere sig mod, hvad der kan føre én videre mod det næste projekt, forklarer Anders Fogh Jensen. Livet er en reception Blandt yngre generationer er det helt almindeligt. Når Anders Fogh Jensen holder foredrag på landets højskoler, hæver eleverne ikke et øjenbryn over udviklingen. Ældre finder den moderne måde at organisere sig på mere bemærkelsesværdig. - Men vi er alle berørt af udviklingen på en eller anden måde, hævder Anders Fogh Jensen. Hvordan har projektsamfundet smittet af på kærlighedslivet? - Selv om man vi stadig siger, at der er tale om den eneste ene, har man alligevel øje for, hvad der skal ske, hvis man alligevel går fra hinanden. Vi inkorporerer i højere grad end tidligere risikoen for ophør. For eksempel laver man kontrakter, når man køber møbler, hus og bil sammen. Hvordan får man succes i projektsamfundet? - Vinderne er dem, som kan opføre sig som om, de er til reception hele tiden. Som er glade, udadvendte og som forstår at tale med de rigtige, og ikke bliver hængende for længe hos dem, man allerede kender i forvejen. Netværk er utroligt vigtigt i projektsamfundet, fordi man ikke længere skal gå ad de officielle kanaler for at hægte sig på et projekt, få en bolig eller et job. I gamle dage skulle man skrives op til en lejlighed eller søge en stilling, men i dag skal man kende nogen, der kender nogen. Samtidig skal man kunne holde ud ikke at vide, hvor det ender. Man skal kunne håndtere usikkerheden, for sikkerheden er væk. Jeg skal kunne tåle at vide, at du en dag kan tage vores forhold op til revision og vælge at passere videre, forklarer filosoffen. Stillepigen taber Når Anders Fogh Jensen skal pege på et rigtigt ¿projektmenneske¿ fremhæver han hovedrollen Carrie fra tv-serien ¿Sex and the City¿. Hun skriver klummer til en avis (freelance), hun dater mænd (midlertidigt), og hun orienterer sig hele tiden mod næste mål. Hun har gang i projekter, der en dag udløber, og hun er dygtig til at lægge til og fra. Hvem har det svært i projektsamfundet? - Stillepigen. Det er ikke nødvendigvis dem, der er dygtige og gør deres ting til tiden, som får succes. Det kan tværtimod være den urolige spradebasse, som bliver efterspurgt. Det er mere skolegårdens end klasseværelsets logik, der hersker i projektsamfundet. Hvad motiverer folk i til at gå i gang med næste projekt og næste og næste og...? - I virkeligheden er alle drevet af en drøm om disciplin. De midlertidigt ansatte håber på en fastansættelse, og Ally McBeal kaster sig kun ud i den ene date efter den anden, fordi hun drømmer om at finde en mand, som hun kan slå sig ned med og få nogle børn med. Bagsiden af det liv Anders Fogh Jensen er forsker. Han er objektiv. Alligevel tør han godt kaste sig ud i at opliste ulemper og fordele ved hele tiden at hoppe fra projekt til projekt. - Det gode er, at det er spændende. Man kan bo flere steder, have flere kærester og jobs. Det giver et meget mindre monotont liv. Det negative er, at man aldrig kan langtidsplanlægge, og derved bliver der lavet mere bras. Tingene er hele tiden under forandring, min mobiltelefon skal alligevel skiftes om to år, så det gør ikke noget, at den ikke er ordentlig. Det er ligesom, man aldrig får hængt hylderne ordentligt op i en fremlejet lejlighed. For eksempel går det også ud over forskningen, når man ikke længere kan bruge fem år på at fordybe sig, men skal vise et resultat efter tre måneder. Det bliver overfladisk, siger Anders Fogh Jensen og nævner en anden negativ konsekvens: - Systemsammenbrud foregår ikke længere udenfor mennesket. Tidligere udløste det en strejke, når der opstod et sammenbrud i systemet, men i projektsamfundet bliver tingene hele tiden rettet fremad i udvikling. Man er på samme side som sin arbejdsgiver, fordi man er en del af et fælles udviklingsprojekt, så i dag strejker man ikke. Man stresser. Så folk bliver stressede og går ned af at leve i projektsamfundet? - Ja, og hvis der er en perversion i projektsamfundet, så er det depressionen. Med stressen følger depressionen, og den er alt det, man IKKE må være i projektsamfundet. Man bliver indadvendt, initiativløs, modløs og mister kontakten med andre. Det slider også på det moderne menneske, at alt er muligt, men ikke alt kan lade sig gøre. Det samme gør de slørede kriterier for, hvornår noget er godt nok. I disciplinsamfundet blev man stillet en opgave, som man skulle udføre, men i projektet må man selv finde på og selv vurdere, hvornår det er godt nok. Vilde med faste rammer Men får vi ikke nok af al denne udvikling? Anders Fogh Jensen kan godt få øje på mindre oprør mod projektsamfundet rundt omkring: - Man kan spørge sig selv, hvorfor folk er så vilde med at se ¿Vild med dans¿. Er det ikke fordi de er blevet trætte af denne her dansemåde, hvor alle kan danse med alle, og starte og slutte, når de vil? Det er faktisk sjovere for både manden og kvinden, hvis én af dem fører, i stedet for, at de kan stå i hver deres ende af diskoteket og vrikker lidt med røven. Vi har opdaget, at der faktisk kan være mere frihed i, at der er nogle kodificerede systemer. Hvis du et kort øjeblik skal agere fremtidsforsker, hvad spår du så vil følge efter projektsamfundet? - Jeg tror slet ikke, vi har set det fuldt udfoldet endnu, men jeg tror også, at folk bliver mere bevidste om, at de er nødt til at have noget stabilitet i deres liv. Hvis jobbet er midlertidigt, kan det ikke nytte noget, at familien også er det, siger Anders Fogh Jensen, der i øjeblikket selv har midlertidige(!) ansættelser på Københavns Universitet og Copenhagen Business School. - Jeg drømmer også om en fastansættelse. Men indtil videre må jeg prøve at finde nogle spændende... tjah... projekter. { Filosoffen Anders Fogh Jensen (f. 1973 i Kolding) har netop forsvaret sin Ph.d. afhandling om ¿projektsamfundet¿ på Københavns Universitet. I øjeblikket holder han foredrag, underviser og leder efter et (fast) job. Læs mere på www.filosoffen.net

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...