Til DM i blomsterkunst

Frederikshavn 13. september 2002 08:00

En kæmpestor cylinder beklædt med lyng står midt i lokalet. Øverst oppe danner lyngen en krave, og på den hviler en kugle af kviste, fyldt op med lyserøde orkideer. To en halv meter høj er cylinderen og en meter i diameter. Maksimummål. Inden dagen er omme er den pillet fra hinanden og endnu en kæmpemæssig blomsterskulptur har passeret gennem blomsterbinderens kyndige hænder. I morgen genopstår de begge på Mors. Her er der i weekenden Danmarksmesterskab i moderne blomsterbinding i Jespershus Blomsterpark, og Laila Rosenkilde fra Butik Marguerite, der er kvinden bag de to blomsterskulpturer, skal forsvare sit mesterskab. Hun skal konkurrere med 17 kolleger fra hele landet. Med sig som assistent har hun sin chef, Inge Thomsen, der tidligere selv har vundet titlen. Søjlen i blomsterbinderiet er Laila Rosenkildes bud på et plantearrangement til Jesperhus fra Interflora. En sammenplantning, kalder hun den, og de 100 lyngplanter vokser i en kerne af mos, der fylder søjlen og suger næring fra en sort balje i søjlens bund. Den anden bundne opgave hedder "De 100 blomsters symfoni" . Foruden de to bundne opgaver, som hun har haft lejlighed til at øve sig på, skal hun lave endnu en blomsterkreation. Hvad den opgave går ud på, er indtil videre en velbevaret hemmelighed. - Der er selvfølgelig lidt sommerfugle i maven, siger Laila Rosenkilde. - Det skal der nok være. Hun virker nu ikke synderligt nervøs, og det er da også fjerde gang, hun deltager i arrangementet, som hun har vandt, da det sidst fandt sted i år 2000 i Herning.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...