EMNER

Til døden jer skiller - den sidste vilje

hanne larsen er ved at være ovenpå efter striden om morens begravelse. Hun råder andre til at få styr på papirerne, så de undgår at komme i samme situation.Foto: Michael Bygballe

hanne larsen er ved at være ovenpå efter striden om morens begravelse. Hun råder andre til at få styr på papirerne, så de undgår at komme i samme situation.Foto: Michael Bygballe

AALBORG:Der er fredeligt og roligt i den velplejede kolonihave i den østlige del af Aalborg, hvor Hanne Larsen sammen med sin mand tilbringer sommerhalvåret. Det småregner lidt - en sommerregn af den slags, der er behagelig på en lidt tung og varm dag. Roen har også sænket sig over Hanne Larsens liv, selvom det stadig er svært, når hun skal fortælle om det, der blev de 14 mest forfærdelige dage i hendes liv. 14 dage, der har sat sig spor, der aldrig vil forsvinde, for familien er nu splittet i to grupper, der næppe nogensinde kommer til at tale sammen igen. Det begyndte med noget så fredsommeligt som et forventet dødsfald. Hanne Larsen er den yngste i en søskendeflok på syv, og 21. juni døde børnenes mor 84 år gammel – mæt af dage, som det hedder – på plejehjemmet Smedegården i Aalborg. Hvad der skulle have været en fredsommelig begravelse, udløste i stedet en bitter strid mellem børnene om, hvor og hvordan deres mor skulle begraves. Fronterne var trukket skarpt op. Fire søskende ville, at deres mor skulle brændes og nedsættes ved siden af urnen af hendes fraskilte mand på Nr. Tranders Kirkegård. De tre – heriblandt Hanne Larsen – ville have, at moren skulle jordbegraves på familiegravstedet på kirkegården i Ulsted, hvor hendes egen mor ligger begravet. Samtale hos præsten Uenigheden førte til, at de syv søskende kom til samtale hos præsten i Nr. Tranders, som valgte at følge ønsket fra de fire, der ville have moren brændt og sat ned ved siden af eks-manden. Den afgørelse sendte de tre, der kom i mindretal, straks videre til skifteretten i Aalborg, der efter nogle dage afgjorde, at moren skulle begraves i Ulsted – hun skulle altså ikke brændes. Hanne Larsen har aldrig været i tvivl om, at det var det, moren ønskede. Hun ville begraves i Ulsted, hvor hun oprindeligt er fra, og hvor seks af hendes søskende stadig bor. Hvis Hanne Larsen talte med moren om, hvad der skulle ske, når hun var død, og bare nævnte ordet "brændes", gav moren sig til at græde. Det stod for hende som det værste, der kunne ske. - Hvis jeg bliver brændt, kommer jeg ikke i himlen, sagde hun flere gange, fortæller Hanne Larsen. Fredag i sidste uge blev moren så endelig begravet. Med til begravelsen var de tre, der havde talt for jordbegravelsen, og en enkelt af dem, der ville have moren brændt. De tre andre valgte at holde sig væk. Og netop det, at de tre søskende blev væk, slog den sidste rest af familiesammenhold i stykker. Ikke fordi man har siddet lårene af hinanden i familien, men man har da mødtes til fødselsdage og andre familiefester. Det gør man ikke længere. - Det er ødelagt. Vi er ikke søskende mere. Det er vi ikke, udbryder Hanne Larsen med en fasthed i stemmen, der fortæller, at hun mener det. - Det er ikke vores søskende, der ikke kan komme og følge deres mor det sidste stykke. Der må de bide det i sig. Det var mor, det her drejede sig om. De behøvede ikke komme med til kaffe bagefter, men bare møde op og følge mor det sidste stykke. NORDJYSKE har talt med Hanne Larsens storesøster, der gjorde det meget klart, at hun ingen kommentarer havde til forløbet og gjorde opmærksom på, at for dem er sagen ikke slut endnu. Dog vil de ikke forsøge at få moren gravet op for at få hende brændt. Hanne Larsens søster har en have i samme kolonihaveforening, som hun selv – men et stykke fra hendes have. Hende har hun bedt om at holde sig væk. Hun vil ikke se hende mere. Få det ned på papir Men at det overhovedet skulle komme så vidt, har rystet hende. Hun ser det som et nederlag, at syv søskende ikke kunne blive enige om, hvorvidt deres mor skulle brændes eller jordbegraves, og heller ikke kunne finde ud af, om det skulle være i Nr. Tranders eller Ulsted. At det var en dommer i skifteretten i Aalborg, der skulle træffe den afgørelse. Her bagefter ville hun ønske, at der havde været et stykke papir, hvor moren klart og tydeligt havde fortalt, hvad hun ville. - Jeg vil ikke håbe, at andre kommer i den her situation. Det er frygteligt. Mit råd er, at man får skrevet ned, hvad man vil, og får det lagt hos en bedemand eller en præst – hos en, man kan stole på. I den tid, da det ikke var afgjort, hvem der fik ret, kredsede hendes tanker hele tiden om, hvorvidt moren skulle i jorden, eller hun skulle brændes. Og det ligger stadigvæk i baghovedet på hende, når hun arbejder i haven. - Jeg har snakket med flere herude i kolonien og spurgt, "hvad nu hvis du pludselig vælter om og dør, hvad vil du så". Og der er mange, som ikke har fortalt det til nogen. Det vil jeg råde alle til at få gjort.