Retspleje

Til dommeren os skiller

På 10 år er antallet af skilsmissesager, der ender i retten, fordoblet. Det går især ud over børnene

Ikke alle ægteskaber varer "til døden jer skiller". Og stadigt oftere må en dommer hjælpe til. På 10 år er antallet af danske skilsmisser, der ender i en retssal næsten fordoblet fra 3587 i 1993 til 6547 i fjor. Der slås de så om farve-tv'et, stellet til 12 personer - og ikke mindst børnene, der ifølge Domstolsstyrelsen ligger nummer ét over objekter, som forældrene mundhugges om. Ifølge forskere og børnefagfolk er der flere forklaringer. - Et gæt kunne være, at der er kommet et øget fokus på individdet, og det har medført, at borgerne generelt er blevet mere bevidst om, hvad der er deres rettigheder, og at de er mere bevidste om at stå fast på dem. Derudover kan det skyldes, at fædre tidligere måske gav op på forhånd, fordi de tog det for givet, at mødrene ville vinde forældremyndigheden, siger Klaus Willmann, der er formand for Børnerådet. Men også de organisationer, der skal rådgive og hjælpe forældrene, bærer en del af ansvaret, mener skilsmisseforsker og psykolog Helene Flendt, der har privat rådgivning. - Forældreorganisationerne er ofte krigeriske. Deres indstilling er, at man skal stå på sine rettigheder og kæmpe sig til, hvad man kan. Det er en skadelig holdning. Man glemmer at mødes på midten, tænke på børnenes tarv. Alle kompromisser og løsninger bliver glemt, siger hun. Erling Fundal er formand for Foreningen Far, og han medgiver gerne, at hans organisation ofte opfordrer til retssager. For man kan godt holde tingene adskilt og derrmed skåne børnene, mener Erling Fundal, selv om han erkender, at det ikke altid er tilfældet. - Man kan godt skille det ad, hvis man får den rigtige vejledning, men den svigter desværre ofte. Ofte falder der et jerntæppe ned efter en retssag. Det dræner den psykiske energi og kan besværliggøre tingene bagefter. Og hvis forældrene fungerer dårligt, så gør børnene det også, siger Erling Fundal. Mentalt forældreløs Klaus Wilmann, der er formand for Børnerådet, er foruroliget over danskernes øgede stridsvilje. - Det går i den grad udover børnene. De føler sig i klemme mellem forældrene, og mange børn får skyldfølelse, fordi de synes, at det er deres skyld, at forældrene ikke kan enes, siger Klaus Wilmann. - Vi ved fra direkte fra forskningen, at børnenes trivsel hænger sammen med forældrenes evne til at samarbejde. Når forældrene samarbejder, så har børnene det bedst. Det er faktisk lige meget, hvilke mærkværdige løsninger, de når frem til. Hvis bare forældrene kan tale sammen, øges børnenes trivsel, siger Klaus Willmann, der opfordrer forældre til dialog. - Man skal også huske på, at når først retssagen kommer, så har konflikten stået på i et, halvandet , måske to år. Og i perioden op til har der så været uenigheder, skænderier og i de værste tilfælde måske politi og andre myndigheder indblandet, understreger han.For det er ikke bare på kort sigt, at det kan ramme børnene. Skilsmissebørn får ifølge familieterapeut Jesper Juul ofte en livslangt følelsesmæssigt forskrækkelse, når deres forældre skilles. Det kan være svært efterfølgende at stole på andre voksne, og i mange tilfælde har børnene som voksne svært ved selv at få et parforhold til at fungere. Jesper Juul kalder statistikken fra landets retssale for "trist". - For børnene er det et helvede. Fra det øjeblik forældrene fortæller, at de skal skilles, er børnene i en loyalitetskonflikt, men når forældrene tilmed kommer så langt ud, at de må i retten, så er det en følelesmæssig kødhakker, siger Jesper Juul, der til daglig er leder af Kempler Instituttet – et center for familieterapi og uddannelse. Usårlig og ensom Jesper Juul synes, at det mest uhyggelige er, at børnene ofte selv skubber sig selv væk fra forældrene. - Det er en velkendt reaktion, at børnene trækker sig bort fra forældrene og bliver mentalt forældreløse. De indstiller sig følelsesmæssigt på, at de må klare sig selv. Det er skræmmende, for det er ofte de samme børn, der udvikler problemer, og når de så har forvandlet sig selv til usårlige og ensomme børn, så er de så vanskelige at hjælpe, forklarer Jesper Juul. Ifølge familieterapeuten tager det cirka et barn tre år at komme sig over en skilsmisse. Og i de fleste tilfælde er børnene - nogen gange de usynlige - taberne i skilsmissesagerne, fordi de ikke får muligheden for at snakke med voksne eller andre børn i samme situation. Og mange forældre overser slet og ret alle alarmsignaler om, at deres barn lider under skilsmissen. - Det er en alvorlig belastning, man udsætter sine unger for. Det burde alle forældre vide. Men når man som forældre står i den magtkamp, så bliver man dum og ens horisont indsnævret. Verden kommer til at dreje sig om, at få den anden ned med nakken. Som forældre synes man jo sikkert, at man har argumenterne i orden, men indsatsen er dyrebar, siger Jesper Juul. Et glansbillede En af grundene til, at ægtepar hyppigere ryger i totterne på hinanden, er netop, at forældre har urealistiske forventninger til virkelighedens kærlighedsromancer. Ifølge skilsmisseforsker Helene Flendt sætter giftefolk nemlig i dag alt for store krav til kærligheden og hinanden. Når illusionerne smuldrer - går det galt. - De er vokset op i en kultur, hvor kærligheden i musik og film fremstilles som et glansbillede. Derfor tror vi, at kærlighed kan redde os fra alt, og at den anden har overskud til åndeligt at fylde os op. Vi bliver så skuffede, når vi vi finder ud af, at det ikke er tilfældet. Et andet aspekt er, at familielivet materialistisk er kørt af sporet. Hvis man i dag for eksempel vil købe et hus, så skal man have to fuldtidsjob for at betale huslejen - det er en stor belastning for et parforhold. Man bliver presset og har ikke tid til at kommunikere ordentligt og pleje hinanden følelsesmæssigt - så er det nemt at havne, der hvor det ender helt galt, siger Helene Flendt. Paradoksalt nok kan det netop være kærligheden til børnene, der gør, at der skal en retssal til at klare skærmydslerne. Mange forældre har en oplevelse af, at hvis de ikke har kæmpet for børnene, så er de nogle dårlige forældre. Og med en retssag, så har de noget, de kan vise frem - også til børnene "Se, jeg kæmpede for dig", siger Viggo Bækgaard, der er talsmand for foreningen "Børn og Samvær" – en organisation, der sætter børnenes vilkår i centrum. Skolerne skal hjælpe Ifølge Jesper Juul mangler der generelt steder og tilbud til skilsmissebørn, der har svært ved at tackle en barsk skilsmisse. Ofte bliver børnene med de største mén først spottet i det øjeblik, de skejer ud i skolerne eller i daginstitutionen og mobber, pjækker eller på anden måde afviger adfærdsmæssigt fra andre børn. Jesper Juul mener blandt andet, at danske skoler burde udvikle samtalegrupper for de mange børn, som hver daglig sidder på skolebænken, mens tankerne i stedet tumler omkring en kaotisk familie: - Den måde, vi behandler skilsmissebørn på i Danmark, er decideret uciviliseret. Børnene er simpelthen overladt til sig selv. Ubevidste er den sidste udvej for børnene ofte at reagere afvigende i skolen eller institutionen for at få opmærksomhed. Når man som forældre ender i retten, så må det omkringliggende samfund nærmest gå ud fra, at forældrene ikke længere er i stand til at passe ordentligt på deres børn, så skal de have hjælp et andet sted. På længere sigt bliver det kostbart for systemet, når man ikke får hjulpet disse børn i tide.