Til et burmesisk bryllup i Stubhuset

Stubhuset har oplevet mange store begivenheder i sine år, men det, der skete lørdag eftermiddag er vist aldrig sket før.

Et burmesisk bryllup er ikke en hverdagsbegivenhed i Støvring. Lørdag fik Elisabeth Ngun Thluai sin Lian Hmung på scenen i Stubhusets store sal. Privatfoto.

Et burmesisk bryllup er ikke en hverdagsbegivenhed i Støvring. Lørdag fik Elisabeth Ngun Thluai sin Lian Hmung på scenen i Stubhusets store sal. Privatfoto.

Elisabeth Ngun Thluai fik sin Lian Hmung lige der på scenen i den store sal. For Lilly Hesseldahl var det en helt fantastisk oplevelse at være med til et burmesisk bryllup med omkring 250 gæster. - Selve ceremonien var utrolig smuk, og mindede på mange måder om et dansk bryllup. Altså bortset fra at præsten talte burmesisk som vi dansker ikke forstod et ord af, siger Lilly Hesseldahl. Hun har i flere år været med i Integrationsgruppen Støvring, som arbejder med at give blandt andre burmesere en god start på livet i Danmark. - Jeg kende bruden fra vores arbejde i Integrationsgruppen, hvor hun plejede at komme med sine brødre. Hun er en lille, men utrolig smuk, sød og meget hjælpsom pige, som vi hurtig fandt ud af havde god forståelse for det danske sprog, og som derfor kunne hjælpe os, hvis der var problemer med forståelsen, husker Lilly Hesseldahl. Bruden, Elisabeth Ngun Thlaui, lærte faktisk dansk så hurtigt og så godt, at hun flere gange har været brugt som tolk. Oplevelsen af selve ceremonien i Stubhuset lørdag eftermiddag var stor for Lilly Hesseldahl, men især forberedelserne har gjort stort indtryk. - Der er jo mennesker over alt. Alle hjælper hinanden, og der er tilsyneladende styr på det, men udefra ligner det kaos, fortæller Lill Hesseldahl, som også var med under forberedelserne fredag. - Der er ikke noget med mad fra et cateringfirma eller en kro. Der bliver lavet mad til 250 bryllupsgæster fra bunden hele fredagen inklusiv frokost, aftensmad og morgenmad til hele flokken, som hjælper til, fortæller Lilly Hesseldahl - Overalt er der en meget umiddelbar glæde, som jeg godt kan være lidt misundelig på, fortsætter hun. Elisabeth Ngun Thlaui mødte sin mand i en flygtningelejr i Malaysia for mange år siden, og siden har de mødt hinanden på de sommertræf, som burmeserne i Danmark hvert år arrangerer. Nu har de fået hinanden, og flytter sammen til Esbjerg, hvor gommen Lian Hmung bor. - Vi kommer til at savne hende, og hele hendes væsen i Støvring. Det er en pige, som vi kan være glade for her i Danmark, men vi glæder os selvfølgelig allermest over, at hun nu er blevet gift, selvom det betyder, at hun flytter, siger Lilly Hesseldahl.