EMNER

Til forsvar for demokratiet

TRAGEDIE Hver gang en dansk soldat er blevet lemlæstet eller dræbt i Irak og Afghanistan, har det naturligvis været én dansk soldat for meget. Natten til i går blev der føjet yderligere to danske soldater for meget til denne liste, da en 24-årig soldat fra Thy og hans 22-årige kammerat mistede livet og en tredje soldat blev hårdt kvæstet i en voldsom ildkamp med taleban-militsen. Ingen tragedie kan være større for nogen forældre end at miste et barn, så her og nu er det sikkert en ubrugelig trøst for de efterladte, at alle partier bag aftalen om at have danske soldater i Afghanistan fastholder beslutningen om, at Danmark fortsat skal være i Helmand-provinsen som en del af den internationale sikkerhedsstyrke ISAF, der ledes af NATO. Enhedslisten og SF er ikke med i aftalen, og SF-formand Villy Søvndal vil have soldaterne hjem, fordi ¿vi er længere fra at vinde ¿hearts and minds¿ hos civilbefolkningen end nogensinde.¿ Var tragedien derimod slået ned i Irak, ville en samlet opposition bogstavelig talt have bragt regeringen og Dansk Folkeparti under konstant beskydning på grund af den kontroversielle beslutning om, at Danmark var med i ¿koalitionen af villige¿. I sagen fra Afghanistan er der dog trods alt en næsten entydig politisk enighed, som signalerer, at det danske samfund står bag de soldater, der på både det danske og det internationale samfunds vegne sætter livet på spil. Det må bestemt også være den opbakning, soldaterne ude i felten har krav på. Politikerne har deres legitime ret til at ¿kriges¿ på den hjemlige scene, når det handler om principper og beslutninger, men soldaterne har mindst lige så legitimt ret til at forvente opbakning, når de er derude, hvor våbnene taler. Og det gør de unægteligt i Afghanistan, som de fortsat gør det i Irak. Den internationale terror vil ikke gå væk. Fundamentalisernes trusler mod demokratiet vil ikke gå væk. Terror og trusler er lige så globale som snart sagt alt andet, og Danmark kan ikke krybe ind under en osteklokke omkranset af stokroser. Og derfor skal Danmark også være med i angrebet som terror og forsvaret for demokrati. Også når det er langt væk, for ¿langt væk¿ er i virkeligheden meget tæt på i den globaliserede verden. Soldaternes død er en tragedie, men de kendte risikoen - og de var alligevel med hele vejen i respekt og forsvar for demokratiet.