Til forsvarfor civil-samfundet

Et demokrati kan ikke fungere uden et aktivt, myndigt civilsamfund. Det er så at sige det grundlag, hvorpå demokratiet hviler. Dets forudsætning såvel som dets idé. Demos er folket, og det er folket, der skal styre i et demokrati.[LF

EMNER 15. januar 2007 21:11

Henning Fonsmark in memoriam (1926-23. dec. 2006) @Brød.9.:Det civile samfund er dén del af samfundet, som formelt set ikke reguleres, men idealt set heller ikke lader sig regulere af hverken markedet eller staten. I hvert fald ikke sådan uden videre. Et myndigt civilsamfund vurderer både markedet og staten kritisk, med mindre det allerede på forhånd har deponeret sin selvstændighed og myndighed hos enten staten eller markedet. Et samfund, hvor staten og dens lovgivningsmagt fylder det hele, er ikke et demokrati, fordi der i et sådant samfund ikke er plads til et civilsamfund. Det er derimod et diktatur eller oligarki (fåmandsvælde). Hvorimod et samfund, hvor der hverken er nogen stat eller nogen lov(-givning), strengt taget ikke er et samfund i nogen fornuftig betydning af dette ord, fordi der i et sådant samfund heller ikke eksisterer et egentligt folk, men lutter individer, hvorpå magten således vilkårligt hviler. Et anarki. Danmark er som bekendt en velfærdsstat. Om vi også med rimelighed kan kalde os et velfærdssamfund er derimod et andet spørgsmål? Det kommer ikke mindst an på, om velfærdsstaten fylder så meget, at al privat og personligt initiativ og ansvarlighed tages ud af hænderne på et intakt og myndigt civilsamfund. Dermed menes ikke alene retten og friheden til at bestemme over sit eget liv, men også – og ikke mindst – at tage vare på de mennesker indenfor ens egen private magtsfære, hvis liv og velfærd man faktisk har temmelig stor magt til at præge og påvirke. Og med magten følger ansvaret. Som udgangspunkt er ansvar i en sådan privat sammenhæng noget, man først føler, dernæst har og dermed endelig er forpligtet på. Når et myndigt og ansvarsbevidst civilsamfund demokratisk beslutter sig til at flytte nogle af dens velfærds- og omsorgsopgaver over i en stat, så henter denne statsliggørelse af velfærden sin folkelige og moralske legitimitet i dén erfarede følelse af medansvar for navnlig svage medmennesker, som civilsamfundet af enkeltindivider selv har tæt inde på livet i deres egen private tilværelse. Hvis statsliggørelsen af velfærden i civilsamfundet derimod ikke legitimeres ad denne vej, så dels umyndiggøres civilsamfundet og kan derfor heller ikke med rimelighed kalde sig et velfærdssamfund – og dels begynder staten at legitimere sig selv, forsyner vedholdende og uafbrudt sig selv og sit bureaukrati med stadig flere opgaver. Sker det, får vi en velfærdstat mere end et velfærdssamfund. Og velfærdsstaten søger demokratisk dækning for sin uhæmmede vækst ved i de tiloversblevne rester af et ansvarsbevidst og myndigt civilsamfund at appellere til dets mere eller mindre konturfaste dårlige samvittighed(-er). Med civilsamfundet sker der i en sådan velfærdstat det, at man på helt demokratisk vis tilvælger friheden, men fravælger ansvaret. En slags demokratiseret begær og grådighed. Ren egoisme under en tynd fernis af ideologiseret godhedspropaganda. For hvis først det som udgangspunkt ansvarlige individ slipper for sit private ansvar ved bekvemt at overlade det til velfærdsstaten, bliver alene den i princippet grænseløse individualisme og frihed (egoisme) tilbage – og vi nærmer os faretruende en opløsning af samfundet, bestående af selvstændige mennesker, der uafhængigt af marked eller stat har fundet sammen som folk. Ikke kun engang, men igen og igen, for et folk er en dynamisk størrelse. Et intakt og myndigt civilsamfund er på denne facon en betingelse for at kunne demokratisere ansvaret og forpligtelsen over for medmennesket – navnlig det i den ene eller anden forstand svage medmenneske. Hvis en med tiden selvregulerende velfærdsstat overdrages stadig mere af civilsamfundets eget ansvar og egen magt, så skaber velfærdsstaten efterhånden tilmed grundlag for, at civilsamfundet alene træder i karakter, når det skal bringe sig i den gunstigst tænkelige position til velfærdsstatens via skatter inddrevne pengemidler. Når civilsamfundet organiserer sig i (fag-)foreninger og interesseorganisationer, sker det i dag næsten altid for på denne måde at få del i de centralt inddrevne skattemidler, som det politiske system er blevet sat til at fordele. Med det problematiske omfang vores danske velfærdsstat har antaget i dag, er velfærdsstaten og dens skingert ideologiserende svagheds- og offerretorik begyndt at udgøre en fare ikke alene for civilsamfundets sammenhængskraft, men dermed også for et velfungerende demokrati. Demokrati bliver ensbetydende med alene at hævde sine rettigheder gennem alle de - tankevækkende nok! - velfærdsstatsbegejstrede politiske partier. Og politikerne forvandler sig til de udenomsparlamentariske interesseorganisationers velvilligt dikkende halepartier. En modig og samvittighedsfuld politiker bør om nødvendigt turde gå til valg på, at en langt større del af statens omsorgsopgaver med tiden bør overgå til civilsamfundet. Men hendes chancer for at blive valgt lige nu er nok ikke særligt store. De ville med sikkerhed blive langt større, hvis hun lovede 3000 ekstra pædagoger. Og Helle Thorning Schmidt har lugtet lunten! [ Henrik Bang-Møller har siden 2000 været sognepræst i Skagen-Hulsig pastorat. Cand. theol. fra Københavns Universitet 1999. Gift med Jeannette og far til fire..

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...