Til galla med byens ungdom

Rock Galla trak op imod 5000 gæster, hvilket var flere end ventet hos arrangøren

AALBORG:Der var ikke meget gallatøj men mere slidte jeans og t-shirts over koncertgæsterne ved gårsdagens Rock Galla i Mølleparken. Til gengæld var kvaliteten på scenen i særklasse med navne som Kashmir, Sabyia, Carpark North og Kaizers Orchestra. Omkring 5000 gæster havde købt billet til pladsen, hvor brandmyndighederne har givet lov til, at lidt under 10.000 måtte lytte med. En af gæsterne, der nød musikken fra græsset, var Martin Nedergaard. - Jeg er kommet for at høre Kashmir, sagde Martin Nedergaard, der for første gang var til koncert i Mølleparken. Han var fulgtes med kammeraten Frederik Mathiesen, der ikke var kommet på grund af musikken. - Jeg er mest herude for at feste, sagde han. Det var de unges dag i Mølleparken, hvilket arrangørerne også havde satset på med programmet. Alligevel var der flere, der hev aldersgenenmsnittet op som nu Peter Sørensen. - I min alder er det nok mest musikken, man kommer for, sagde Peter Sørensen, der er kommet til koncerter i Mølleparken de sidste 15 år. Et orkester havde lokket ham til Mølleparken. - Det er mest Kaizers Orchestra, jeg er kommet for at høre, dem hørte jeg nemlig på Nibe Festival sidste år. Arrangørerne var godt tilfredse med dagens billetsalg. - Selvfølgelig er vi godt tilfredse, vi havde regnet med 3500, og der er et sted mellem 4000-5000, siger formanden for koncerten Kjeld Ranum. 400 frivillige var i sving i løbet af de to dage. Fredag stod Knud Bjerre som arrangør af koncerten, mens B52 var med som praktiske hjælpere. Og lørdag stod B52 så selv for arrangementet. - Vi har sparet en masse penge ved, at det står der hele, siger Kjeld Ranum. I dag møder 80 frivillige op fra morgenstunden for at rydde op på pladsen. En af de frivillige, der i går var i aktion foran scenen var Johannes Balzer, der var med som frivillig på femte år. - Folk er som regel stille og rolige, siger Johannes Balzer. Han er ikke selv medlem hos B52, men han begyndte at hjælpe med arrangementet, fordi han kender en, der spillede fodbold i klubben. - Det er sjovt at være med og møde en masse fulde folk og komme ud og høre noget musik, siger Johannes Blazer, der når at nyde musikken, selvom han sørger, at sikkerheden er i orden for scenen.