Til gallapremiere med fiskestang

Spændingen er intens på årets første fisketur

Limousinerne ruller ind foran biografen, lakajer springer til og åbner døre, så divaer i pels og silke og lækre mænd i smoking kan smile og se lige så bedårende ud som på lærredet. Scenen er sat til den slags overdådige premierer, de fleste kun kender fra tv. Ude ved åen triller Mazdaen og Toyotaen ind på p-pladsen, ud stiger mænd i gråt og grønt, i lange støvler og med sære hatte på fiskekloge hoveder. De åbner selv bagklappen og finder premiere-dresset frem. Her er ingen glamour og ingen lakajer. Med kolde fingre sætter de flue, spinner eller måske en orm på. De hilser høfligt på hinanden, og finder så hver sit sted at kaste snøren ud i den jomfruelige å. Forventningen om succes og frygten for fiasko lurer for alle premiregæster. Spændingen er intens. Den enes succes bliver måske den andens fiasko. Det var allerede i torsdags i lige lovli meget blæsevejr - 16. januar - at der var premiere ved en række nordjyske åer, og lige så spændende som det er at se James Bond på lærredet eller leve sig ind i Tolkiens univers, lige så sindsoprivende kan det være at stå derude og få fluen eller agnen til at opføre sig på en pæn og lokkende måde dernede i dybet. For det gælder om at fiske dybt og langsomt. Fisk er vekselvarme dyr, og de har ikke lyst til de store finnebevægelser i det iskolde vand. I mange dage så det jo ud, som om isen ville skabe vanskeligheder for premiere-trafikken, men så satte det ind med tø og heldigvis ikke for megen regn til at pløre vandløbene til. Så forholdene er ideelle, antallet af undskyldinger for ikke at komme hjem med fisk minimeret. For mange handler det om bare at komme ud og lufte grejet, der måske har ligget stille siden 15. november, da havørredernes generelle fredning i ferskvand trådte i kraft. Det gælder om at få prøvet de nye fluer, man har hygget sig med ved juletid, og det er dejligt at møde de andre og holde en god tradition i hævd. Fredning af ørreder Mange steder har lystfiskerforeningerne frivilligt udvidet fredningen af ørrederne, fordi de mener, at det er for tidligt at forstyrre de fisk, der lige har været oppe at gyde. Nedgængerne, som de hedder, skal sættes ud igen, men det er et spørgsmål, om hvor meget, de når at tage skade, hvis de uforvarende bider på og ryger en tur op i den januargrå luft. Det er forholdsvis mange steder, der må fiskes allerede nu i Nordjylland. Det gælder f.eks. Lindenborg Å, Uggerby Å, Sæby Å og Voer Å. Også i Gudenåen må der fiskes fra førstedagen, mens f.eks. Odense Å venter til 1. marts og Skjern Å - af hensyn til laksene - venter helt til 16. april. Det er grønlænderne, der er det primære bytte. Grønlændere er endnu ikke kønsmodne havørreder, der trækker op i de ferske åer i den kolde tid. Det er dog lidt problematisk, da mange af dem simpelt ikke kan klare mindstemålet på 40 cm og må sættes ud igen ligesom nedgængerne, der har været oppe og gyde og skal til at æde sig tilbage til hægterne. Selv om fisken er blank, kan det sagtens være en nedgænger. Kik intens på fiskens form. Hvis den ser ud til at have et hoved, der blot er en anelse for stor til en forholdsvis lang og slank krop, så skal den ud igen. Ormefiskeri har flere steder været det foretrukne fiskeri efter grønlændere, men er krogene for små, bliver undermålerne ofte skadet efter mødet med en orm med indbygget krog. Flere og flere har dog fået øjnene op for fluefiskeriet, der faktisk er det mest effektive og det mest skånsomme, specielt hvis man fisker med modhageløse kroge og let kan sætte en fisk ud igen. Det er en god ide at bruge fluer i hidsige farver, gerne immitationer af rogn, men gode gamle fluer som Mickey Finn og fluer med noget hvidt og glimmer på, er også gode. Det gælder om at fiske dybt og langsomt med sinktip line, synkende forfang og vægtbelastede fluer, for man skal helt ned og vifte ørrederne om næsen med fluen, før de bruger dyrebar vinterenergi på et udfald. Specielt i Uggerby Å og Sæby Å er der også gode chancer for at fange steelheads, som er regnbueørreder, der er sluppet ud af et dambrug, er gået til havs for at æde sit tykke og stærke og nu går op i åen, fordi deres nordamerikanske instinkt påbyder dem at søge mod gydebankerne i de ferske vande netop i det tidlige forår. For de, der ikke er medlem af nogen lystfiskerforening med åbent fiskevand, og for alle andre med fiskelyst i det himmerlandske, er Mariager Fjord også et besøg værd. Ved premieren sidste år var der gode fangster, og det gjaldt også resten af januar. Dog kan fjordfiskeriet være lunefuldt. Ørrederne er bestemt ikke altid på det gode sted, og man kan sagtens fiske en hel dag uden at mærke noget som helst, mens andre dage kan give kontakt til en halv snes fisk, hvis man er heldig.

Forsiden