Til gavn for utålmodige

HADSUND:To store indrammede felter med bogstavet P og "betaling" blev forleden mærket op på asfalten foran Shell-tanken i Hadsund. Og her på redaktionen begyndte spekulationerne: Er det en yderst tvivlsom forretningsfidus i en by, hvor parkering i øvrigt er en gratis fornøjelse, eller er det, fordi der er så mange tilfælde af hærværk mod biler i Hadsund, at bilister er villige til at betale for at komme ind under overvågningskameraernes beskyttelse? Til sidst fik nysgerrigheden overtaget, og spørgsmålet blev rettet til tankens forretningschef, Lene Ravn. Svaret viser sig at være et helt andet end de nævnte og bunder i, at vi som fortravlede individer har svært ved at vente og endnu sværere ved det, når ventetiden er ubegrundet. - Mange kunder synes, det er meget, meget træls, at de skal vente på at komme til at tanke benzin, mens der holder en bil i vejen, hvis chauffør måske er gået ind for at købe sig en pølse eller bare betale sin regning. Vi håber, at folk i stedet vil benytte de afmærkede p-pladser, så folk får nemmere ved at komme til standerne, forklarer Lene Ravn. Parkeringsbåsene er netop kommet i stand på foranledning af utilfredse kunder og er i øvrigt ikke en lokal opfindelse. - Det var et af de punkter, der hyppigt blev nævnt i en kundeundersøgelse, Shell foretog for nylig. Kunderne tilkendegav, at de fandt parkeringsforholdene for dårlige, og da vi gerne vil gøre vores kunder tilfredse, fandt vi på det her, siger hun. Shell-tanken i Hadsund er i øvrigt blandt de første, der har taget den nye løsning i brug. - Den nærmeste Shell-tank, der har tilsvarende p-båse, er på havnen i Randers, fortæller Lene Ravn, som venter, at løsningen bliver mere udbredt, hvis kunderne ellers tager imod ideen og fatter hensigten. Forretningschefen erklærer sig ganske enig med redaktionens tænketank i, at det næppe i overskuelig fremtid bliver muligt at tjene penge på parkering i Hadsund. Med mindre måske, at man som Lene Ravn kan tilbyde videoovervågning. - Nej, det kunne da godt være, at der var en mulighed dér. Det vil vi da overveje, siger hun med noget, der til forveksling ligner et overbærende grin.