Til glæde for udkantsområder?

Åbent brev til statsministeren.

Detailhandel 13. februar 2011 05:00

Kære Lars Løkke Rasmussen (V). Du har for nylig taget et nyt, smart ord i brug - et ord, du mener med et trylleslag skal gøre alle indkøb billigere for danskerne: Hypermarkeder. Du vil gøre mega-indkøbscentre på over 3500 m2 lovlige for at øge konkurrencen, lyder forklaringen. Jeg kan forstå at ordet "supermarked" eller "købmand" således ikke længere slår til og ikke passer ind i regeringens liberale visioner. Det står i alt fald klart lysende klart i den McKinsey-rapport du er inspireret af: 800 af de ca. 3000 nuværende dagligvarebutikker må lukke, hvis de våde drømme om hypermarkeder opfyldes. Derfor undrer det mig da også, at du taler om øget konkurrence - når først den lokale Dagli'Brugsen eller SuperBest er blevet presset til at lukke, så vil de monopol-agtige megacentre jo have frit spil til at bestemme udbud og priser, uden hensyn til lokale behov. Så hvis du oprigtigt mener, at en lukning af mere end hver fjerde dagligvarebutik vil være godt for forbrugerne, så håber jeg, du kan fortælle mig og de berørte borgere, hvilke der bliver tale om: Er det den lokale Spar i Tversted? Eller er det købmanden på Frilandsvej i Hjørring? Der er nemlig ingen tvivl om, at vi, der bor i Udkantsdanmark, vil komme til at betale prisen. Mega-centrene vil kun komme til at ligge tæt på de store byer og detailhandlen vil helt forsvinde fra mange bykerner. Strøg bliver til urbane ørkener som i USA. Udkantsdanmarks behov er det stik modsatte - for at tiltrække arbejdspladser, erhverv, viden og turister må vi skabe rammerne for dynamiske, levende byer der er attraktive for det enkelte menneske. Butikslivet er nerven i enhver by - det kan ikke opnås ved et megacenter for enden af en motorvejsafkørsel. Det er tankevækkende, at de liberale drømme, hvor forbilledet åbenbart er amerikansk, nu er blevet indbegrebet af det værste mareridt for hele selvstændighedskulturen, for medarbejderne og for forbrugernes valgmuligheder.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...