Til gudstjeneste med "nissehaderne"

Befolkningen har døbt dem nissehaderne, men hvem er medlemmerne af Løkken Frikirke, og hvad laver de egentlig på en søndag?

Børnene kan komme i børnekirke, mens de voksne er til gudstjeneste.Foto: Hans Ravn

Børnene kan komme i børnekirke, mens de voksne er til gudstjeneste.Foto: Hans Ravn

Klokken er kvart i ti, og de første medlemmer er så småt ved at dukke op. - Vi kommer alle mulige steder fra, siger Kristian Sloth, som senere til gudstjenesten skal holde denne søndags prædiken i Løkken Frikirke. Selv kommer han og hans kone og tre børn fra Ikast, hvor de var med til at starte Midtjyllands Frimenighed. Før var de medlem af folkekirken. Kaldt til Løkken - Jesus kaldte os til Løkken, hvor de havde brug for nogle lederkræfter til at hjælpe. I Løkken bad de om det. Vi spurgte så Gud, om vi skulle flytte, forklarer Kristian Sloth. Hans syv-årige datter Rebekka følger ivrigt med i samtalen og fortæller, at hun skal i børnekirke. - Vi tegner og laver drama. Alt muligt med Jesus. Det er sjovt, fortæller Rebekka Sloth. Som klokken nærmer sig ti, kommer der flere og flere i kirken. Der bliver givet hånd eller kram til alle. Tonen er uformel, og børnene løber og leger i det minimalistiske kirkerum med stolerækker på den ene side og langborde på den anden side. Bagest i rummet hænger et stort, enkelt trækors foran en lille scene med trommer, klaver og en elektrisk guitar og bas. Alle bidrager til gudstjenesten Da klokken er ti, er der ingen kirkeklokke, der ringer. I stedet stiller præst Jon Knudsen sig uformelt op i midten af rummet og byder velkommen, hvorefter der bedes en bøn. - Det er mere frit hér, mere nede på jorden end i en traditionel folkekirke. Vi skal ikke følge højmessen, og hvis nogen har brug for at blive bedt for, så gør vi det, forklarer Kristian Sloth. En sangtekst kommer op på en projektor, og alle rejser sig op for at synge. Det er som Kristian Sloth, fortæller, ikke som i folkekirken. Menigheden står op og synger med. Nogle med lukkede øjne og med hænderne i vejret. Pludselig ændrer teksten sig i sangen, så der både skal klappes, hoppes, råbes og hviskes i den muntre og barnlige lovsang. Vidnesbyrd Herefter skal ni af børnene i børnekirke. I dag skal de ud at gå. - Så er det ud. Deres overtøj ligger vist ude bagved, siger Jon Knudsen henvendt til børnene og deres forældre. - Næ, det ligger over det hele siger, smiler én af de voksne som i dag står for børnekirken. To af børnene bliver i kirken. Det er præstens egne, som sidder på skift hos præsten, deres mor og nogle af kirkens medlemmer. Med sønnen på armen, spørger Jon Knudsen, om der er nogle, der har et vidnesbyrd, de gerne vil dele med de andre. Mødet med Gud og Jesus To yngre kvinder rejser sig og fortæller. - Jeg havde noget med mine ribben og skulle røntgenfotograferes. På det første billede kunne lægen se, at der ligesom var nogle metalclips indeni mig. Han spurgte mig, om jeg var blevet opereret, og det svarede jeg nej til. Så troede han måske det var hospitalstrøjen, der var kommet i vejen, og så tog han et billede mere, men metalclipsene var der stadig. Så blev der bedt for mig, og imens kunne min mor mærke nogle stik komme ud. Jesus havde helbredt mig og taget metalclipsene ud af mig og væk fra røntgenbillederne, fortæller den ene pige. - Sejt, siger Jon Knudsen og spørger til de smerter, pigen også havde haft. - De er også væk og jeg skal heller ikke gå med briller mere, for Jesus har også helbredt mit syn. Medlemmerne klapper af fortællingen. Præsten griber fortællingen og taler om Guds evne til at helbrede. Også folk som ikke tror på ham. - Amen, siger han bagefter. - Amen, gentager menigheden. Ikke kun præsten taler Herefter synges der endnu to sange, og Kristian Sloth går i gang med sin prædiken. Han fortæller om himmel og helvede, om at være frelst og ikke at være frelst. Om dem, der ikke vil overgive sig til kristendommen. - Måske havde de en præst, de ikke kunne lide eller en præst, som hængte en nisse, siger Kristian Sloth med et glimt i øjet, og menigheden griner. Han fortæller, hvor vigtigt det er for dem, som er frelst, at vise, at Jesus findes. - For ellers kigger søgende bare mod læger, yoga og alt muligt andet. siger Kristian Sloth. Og han fortæller om Moses og kobberslangen, som kunne helbrede folk, som var blevet bidt af en slange. Kristian Sloth prædiker i en times tid, og han når vidt omkring. Flere gange undervejs får han menigheden til at grine. Rytmiske lovsange Der synges endnu en lovsang, og kvinden ved klaveret takker Gud. - Jeg finder lovsangene, og det er altid nogle forskellige, vi synger. Men sangene er mere rytmiske og teksterne nemmere at forstå end salmerne i folkekirken, fortæller Andrea Holt Khoury, kvinden ved klaveret, til mig efter gudstjenesten. Hun kommer selv i kirken med sine tre børn. Hendes mand er kristen palæstinenser og kommer ikke i Løkken Frikirke. - Jeg blev omvendt for seks år siden, og nogle gange er det da svært, når min mand ikke er en del af frikirken, men vi elsker hinanden, siger Andrea Holt Khoury fra Manna, som til daglig er skolelærer. Til sidst i gudstjenesten beder menigheden og fortæller om oplevelser fra den forgangne uge. Ugen efter nissehængningen Præstens kone, Anne Knudsen, stiller sig op og fortæller, hvordan deres uge har været, efter at frikirken, Jon Knudsen og deres familie kom i rampelyset. - Vi har oplevet en åndelig kamp i denne uge. Der har været mange tårer i vores hjem. Jeg vidste, at det var rigtigt med den nisse, men jeg havde brug for Guds ord for at vide, at det var OK. - Så fik jeg disse ord: "Græd ikke mere, stands dine tårer! For du får løn for din møje, siger Herren. De skal vende tilbage fra fjendens land. Der er håb for dine efterkommere, siger Herren. Dine børn skal vende tilbage til deres land". - Vores ønske er jo bare, at gå med Jesus og vise vejen for andre. Nogle gange skal der jo noget anderledes til at få folk op. Det var ikke for at blive kendt, men for at Gud skal blive set og hørt, siger Anne Knudsen blandt andet. Efter gudstjenesten Til sidst beder alle, og gudstjenesten er knap to timer senere slut. Næsten. For efter hver gudstjeneste er der enten kaffe og kage eller som i dag smørrebrød. - I folkekirken oplevede jeg ikke det fællesskab, den kærlighed og glæde til hinanden. Vi er som en stor familie, forklarer Andrea Holt Khoury.