Til jubilæum på tunge ben

Mariager Fjord Orienteringsklub fylder 25 år

ALS ODDE: Der var samlet ca. hundrede mennesker, deraf en del med ømme benmuskler, da Mariager Fjord Orienteringsklub lørdag eftermiddag markerede sit 25 års jubilæum på Himmerlandsgården ved Als Odde med en reception. De ømme muskler stammede fra en efterårsstafet, der blev afviklet i området op til sammenkomsten. Arrangementet blev indledt ved 13-tiden, da stafetløbet blev sat i gang i området, der netop er blevet kortlagt til orienteringsløb af den jubilerende klubs formand Jørn Blom. Efter løbet samledes man så i gårdens hovedbygning, hvor der var dækket op omkring en stor kagemand. Lørdag aften var der festmiddag og efterfølgende dans, og da kunne benene igen. Et halvt hundrede medlemmer med påhæng havde taget mod afteninvitationen, og de fleste valgte at overnatte på stedet. Det blev til nogle få timers søvn. Søndagen blev indledt med en gåtur, inden der ved middagstid stod spisning af rester på menuen og efterfølgende oprydning.