Museer

Til kaffebord hos farver Henrichsen

Museumsforeningens julegave til museet er et kaffebord med kager og viden om dengang i 1854

HADSUND:Der blev budt på kaffebord i den fine stue hos farver Henrichsen på Rosendal i går, og hans frue, Marie Kirstine, er såmænd også klar med hjemmebag i dag: Den bløde peberkage, brunsvigeren, julekagen, konvolutterne, kaffekagen og ikke mindst marengs-makronerne, som i øvrigt smager, så det er svært at lade en krumme ligge i fred på fadet. Marie Kirstine og hendes husjomfru har haft glæde af opskrifterne fra Madam Mangors kogebog, der ganske vist er fra 1837, men som stadig er anvendelig, selv om der er sket meget fra dengang og til her i 1854, hvor Christen og Marie Kirstine har været gift i seks år. Både ude i verden og hjemme på Rosendal, hvor der er kommet fire børn til. Det er gået godt med farveriet, siden Christen kom til i 1946. Der er blevet råd til maghoni-møblement og til et Trankebar-stel, som især er fremme, når byens købmandsfruer er på besøg og enten beundrer eller er misundelige over Marie Kirstines nye blå kjole, hvor skørtet strutter og formerne er holdt på plads akkurat, sådan som moden siger. En gave til museet Den levendegjorte udstilling er museumsforeningens julegave til Hadsund Egns Museum i år. Foreningen har fået en ny rolle fra at have været ejer af museet, så den nu mere er en forening, der har som formål at støtte og hjælpe på forskellig vis samt til at "fremme kendskabet til historiske emner og Hadsund Egns Museum". Hvordan foreningen har tænkt sig at gribe det an, fortæller formand Ole Loell og kasserer Dorthe Wallin gerne om på museet i dag, men det handler blandt andet om foredrag og udflugter samt på forskellig vis at hjælpe museet. Den seneste tid har de frivillige dog haft travlt med at gøre gaven - altså kaffebords-udstillingen - klar. Der har været gang i bageriet, og hos Dorthe Wallin i symaskinen, sådan at hun kunne tage standsmæssigt imod som Marie Kirstine, og fortælle om dengang, da møblerne blev stillet ind midt i rummet, så man kunne tage imod visitter, og hvor borgerskabet fik mulighed for at dække op med porcelæn. Juletraditioner Kaffebords-udstillingen er et supplement til museets juletradition - pyntningen af bondestuen, klunkestuen og fjernsynsstuen fra 1960'erne. Der er også pyntet til jul i den gamle købmandsbutik, der er åben hver dag frem til 17. december, og i går havde besøg af de første faste julekunder. - Mange har en tradition om, at de hvert år skal have en ting herfra, fortæller Joan Laursen, der udover diverse julepynt også har sine sikre julevarer: Sennep, mjød og helligtrekongerslys.