Teater

Til kamp for godt teater

Vendsyssel Teaters Peter Schrøder og Hjørring Teaters Lars Salling mødte Folketingets kulturudvalg.

Ambitiøse lokalt producerede forestillinger som publikums - og anmeldersuccesen Prinsesserne på Vendsyssel Teater kan komme i farezonen, hvis provinsens teatre og teaterforeninger rammes af nedskæringer på finansloven, lyder vurderingen. PR-foto: Annelene Petersen

Ambitiøse lokalt producerede forestillinger som publikums - og anmeldersuccesen Prinsesserne på Vendsyssel Teater kan komme i farezonen, hvis provinsens teatre og teaterforeninger rammes af nedskæringer på finansloven, lyder vurderingen. PR-foto: Annelene Petersen

Kommunens to ledende teaterfolk mødte forleden op i Folketinget for at advare mod at sænke støtten til egnsteatre og fastfryse støtten til teaterforeninger i de næste seks år. Teaterdirektør Peter Schrøder fra Vendsyssel Teater og Lars Salling formand for teaterforeningen Hjørring Teater, mener, at beskæringer af statsstøtten vil koste især provinsens teaterliv dyrt. - Der sker simpelthen en negligering af kulturlivet i provinsen, siger Peter Schrøder. Beskæringerne rammer nemlig ikke hovedstadens teatre og landsdelscenerne i Odense, Århus og Aalborg. Folketingspolitikerne i udvalget tæller blandt andre Pia Kjærsgaard (DF), Mogens Jensen (S), Helle Sjelle (K) Hans Christian Schmidt (V), Pernille Frahm (SF) og Per Clausen (Enhedsl.). Hjørringensiske Karl H. Bornhøft (SF) er stedfortræder i udvalget. Lars Salling havde to kasketter på ved mødet - han er også formand for Danmarks teaterforeninger. Problemet med en fastfrysning i seks år er åbenbar. - De forestillinger, vi skal købe ind, bliver dyrere hvert år, men formidlingsstøtten stiger ikke, siger Lars Salling. - Det betyder, at mange teaterforeninger tvinges til at satse på færre forestilling og på "sællerter." At "sællerter" slet ikke er så sikkert endda oplevede Hjørring Teater i den forgangne sæson, da Sommer i Tyrol gav et dundrende underskud på 80.000 kroner. Vendsyssel Teater er et af landets mest succesrige egnsteatre, men en nedsættelse af støtteprocenten til egnsteatrene vil også her få konsekvenser. Den er nu 40 procent, men tænkes sat ned til 37 procent. - Det er ikke nødvendigvis vores egnsteater, der lukker på grund af nedskæringerne, men vi kan være tvunget til at sætte antallet af egne produktioner ned eller simpelthen sænke kvaliteten, siger Peter Schrøder. - Dyre forestillinger som Prinsesserne (den største publikumssucces i teatrets historie) vil komme i farezonen. Salling og Schrøder mener, at et stort problem er, at teaterstøtteordningerne til egnsteatre og teaterforeninger på finansloven optræder under - erhvervsstøtte! På grund af et forlig på Christiansborg for år tilbage blev støtten lagt i erhvervsregi. De to teaterledere gik dog opmuntrede fra mødet med politikerne, som stillede mange spørgsmål. - Vi oplevede en lydhørhed for vore synspunkter, siger både Peter Schrøder og Lars Salling. - Vores opgave var ikke alene at gøre udvalget opmærksom på, hvad det er, man skærer væk, men også at fortælle, at publikum i provinsen er glade for det udbud, vi har i dag, siger Peter Schrøder.