Til kamp for hæren

HJØRRING:Borgmester Bent Brown (S) og Hjørring byråd er gået til kamp for at beholde eller udvide Hærens Materielkommando (HMAK) i Hjørring i fremtiden. Både forsvarsministeren og folketingsmedlemmer er blevet kontaktet. Baggrunden for initiativet er de tanker, som politikere på Christiansborg har luftet om at samle de tre værns materielkommandoer under én hat i forbindelse med det kommende forsvarsforlig, som Folketinget skal indgå næste år. Borgmester Bent Brown betegner det som en katastrofe for Hjørring, hvis HMAK flyttes. Han afviser ikke et fælles nordjysk samarbejde om at få de forskellige værns materielkommandoer fordelt på nordjyske byer, hvis de ikke samles ét sted. Bent Brown (S) og folketingsmedlem Erik Mortensen (S) diskuterede 18. august i København sagen med partifællerne Jan Trøjborg og Per Kaalund, der begge sidder i Folketingets forsvarsudvalg. Bent Brown har desuden aftalt e møde med forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) senere i år. Datoen for mødet er ikke fastlagt. Hjørrings HMAK-initiativet sker i samråd med Sindal og Hirtshals kommuner.