Thise

Til kamp for kanderne

Et af de skænderier, der har optrådt hyppigst hjemme ved os er - udover mit åbenbart eklatante overforbrug af stearinlys - mit tilsyneladende latterlige had til mælkekartoner på spisebordet. Det er ikke noget, det giver anledning til egentlige skilsmisseovervejelser, men der er ikke meget galt. For jeg er en kende hidsigt anlagt, og jeg gider simpelthen ikke bruge mit syn på at glo ind i grimme firkantede kartonklodser. Især ikke, når vi har kønne kridhvide tallerkner, arvede musselmalede kopper, elegante gavegafler og blomster på bordet. Så skal der da ikke stå en Thise Minimælk midt i det hele. Men det gør der. Jeg har opgivet. Tre sønner og en mand, der alle er fløjtende ligeglade, har fået deres vilje. Sådan er det åbenbart. De fatter helt klart ikke en brik af min kærlighed til hverdagen, som jeg fuldt og fast mener trænger til en ordentlig omgang forkælelse, sådan som vi behandler den. Vi sjusker og stresser og fistrer af sted uden at klappe den på hovedet eller give den bare det mindste kompliment eller blot et lillebitte smil. Og det selv om den holder os ud dag efter dag, år efter år, og vitterlig er den, der giver os de fleste glæder. I stedet ser vi frem til helligdage og fridage, fester og højtider. Da kan selv mænd dække pænt bord og holde kartonerne i køleskabet. Men til daglig? Ha, da er det da spild af tid og kræfter og kandeplads og varmt vand og hvad ved jeg... Men i år får de kamp til stregen. I år giver jeg ikke op, men iklæder mig om nødvendigt både benskinner og tandbeskyttere for at hindre kartonernes indtog. Jeg stiller mig klar med hænderne sat godt fast i siderne og gør mig bred foran køleskabet. Ingen adgang uden kander! Jeg vil kræve, at de hælder mælken op. Ellers må de drikke vand. Jeg ved ikke, om jeg kan vinde, det er nok naivt at tro... Men så lad mig være naiv. For jeg tager gerne kampen op endnu en gang. For hverdagens skyld.