Lokalpolitik

Til kamp for nyt bibliotek

Tårsborgere vil have bogudlån på 2004-budgettet

TÅRS:- Biblioteksbussen med dårlige adgangsforhold og et beskedent udvalg af bøger i snævre lokaliteter, opfylder ikke behovet i en by af Tårs' størrelse. Sådan lyder det fra en gruppe mennesker under Tårs Borgerforening, der nu gør en ekstra indsats for at få genåbnet byens bibliotek. Det lukkede som bekendt ved årsskiftet på grund af kommunale besparelser og blev erstattet af en bogbus. I et brev til bl.a. fritid- og kulturudvalget beder det nye biblioteksudvalg, som gruppen kalder sig, om at et bibliotek i Tårs kommer på budgettet for næste år. Samtidig ønsker gruppen et møde med fritids- og kulturudvalget for at drøfte forskellige forslag til en løsning. Og begrundelserne for genåbningen er ifølge biblioteksudvalgets formand Kaj Haugaard mange: - De tilbagevendende argumenter fra mange mennesker er, at man savner at komme i et rigtigt biblioteksmiljø med et rigt udvalg af alle former for litteratur og tidsskrifter at kunne fordybe sig i. Kaj Haugaard peger også på værdien af, at gammel og ung kan mødes til en litterær snak under gode forhold. - Det fremhæves af borgerne som et stort savn, lyder det fra formanden, der i stil med de øvrige medlemmer i udvalget desuden hører forældre pege på den opdragelse, der ligger i, at børn og unge har let adgang til et bibliotek med et rigt udvalg af god litteratur. - Og som de med kyndig vejledning kan få kendskab til på et bibliotek, siger Kaj Haugaard. Også et sted til mindre møder og kulturelle arrangementer er der brug for i Tårs-området. - Det var der tidligere plads til på biblioteket. Positive Næstformand i fritids- og kulturudvalget John Bagger (S) lover, at udvalget ser positivt på brevet fra Bibioteksudvalget. - Og vi tager naturligvis ønsket fra Tårs med, når vi skal snakke budget for år 2004, siger John Bagger med henvisning til næste års forhandlinger om kommunens penge. Han erkender, at han selv var med til at lukke biblioteket i Tårs og indføre bogbussen for at spare penge. - Men ingen siger jo, at bogbussen er permanent, konstaterer John Bagger. Han forventer desuden, at fritids- og kulturudvalget siger ja til at mødes med biblioteksudvalget.